3. Søndag efter påske
(dds s 1143-45)
Salmer 749 I østen stiger solen op
Dåb 448 + Der er fest, sang og glæde (Guitar)
369 Du som gir os liv
— — (Børnekoret)
52 Du, Herre Krist
Altervers 192 v 7 Du som har dig selv mig givet
29 Spænd over os
(Tekster: 2.Mos: Den brændende tornebusk – ApG: Mægtige gerninger og stærke ord af Peter er alt sammen Guds værk. / Heb.: Kristus vor rette ypperstepræst – Joh: Jesus er vejen, sandheden og livet)
****
Bøn: Herre Jesus, åben vort sind, så vi kan forstå, hvilken trøst og opmuntring du kan give os.
Amen
****
Joh.14;1-11
****
”Jeres hjerte må ikke forfærdes!” proklamerer Jesus
Ja, det er da let nok at sige – der er da rigeligt at forfærdes over.
Vi hører om krig
Vi hører om skoleskyderier og forråelse af børn og unge
Vi hører om plejepersonale, der lader hånt om de ældre
Vi hører om, ekstremt vejr og om global opvarmning
Vi hører om dyrearter, der uddør og om regnskov, der fældes
Vi hører om svindlere på nettet og hackere, der kan få fat i vigtige dokumenter
Vi hører om folk, der udnytter skattesystemet for egen vindingsskyld
og der er meget mere af samme skuffe, så hvorfor skal vi ikke forfærdes?
Man kan selvfølgelig hævde, at Jesu proklamation er talt ind i en anden situation. Og ja, det er rigtigt, det var en anden situation, men der var mindst lige så meget at forfærdes over dengang.
Der var krig
Der var brandbeskatning
Der var tortur
Der var besættelsesmagten
Der var sult
Der var sygdom
Der var indre konflikt i landet
Der var folk der tjente mange penge på andres godtroenhed
Der var svigt og illoyalitet
Der var masser af forfærdes over – ligesom der er i dag.
Forfærdelsen har samme reaktionsmønster dengang som i dag, den kan få os til at trække os tilbage, isolere os og lade være med at beskæftige os med det omkring os. Forfærdelsen ryster os, så vi forskanser os – sikrer os selv.
Løsningen Jesus giver, var dog ikke at trække sig tilbage til en øde ø og starte et parallel samfund op med fred og harmoni. Han ønskede ikke at holde andre ude, men han pegede på en vej gennem det, der forfærder. Ja, en vej til at komme et andet sted hen. Ikke et geografisk andet sted, men at komme et andet sted hen end forfærdelsen, hvor vejen i sig selv er befrielsen fra forfærdelsen.
”Jeg er vejen” siger Jesus – vejen gennem forfærdelsen hen til Gud.
Jesus kaldte sig ikke for ”løsningen af alle problemer!” Det kunne selvfølgelig være dejligt at have et sted, man kunne søge hen, hvorefter alle problemer blev løst.
I stedet brugte Jesus billedet af vejen til at beskrive sig selv. Vejen der fører igennem et landskab, som både kan være smukt og frodigt, men så sandelig også være goldt og øde, ja, nogle gange helt forfærdeligt. Vejen er det der bringer os videre. Samtidig er vejen målet i sig selv, for er man på vejen har man mulighed for at navigere i det uvejsomme terræn – i grøften sidder man fast.
Fra billede til virkelighed – hvad er det Jesus kan give os i forhold til forfærdelsen. Hvad er det, billedet af vejen viser os. Set i forhold til forfærdelsen, så har vi manøvremulighed, når vi er på vejen, det har vi ikke i grøften. I Jesus har vi mulighed for ikke at blive hængende i forfærdelsen, selvom meget omkring os er forfærdeligt. Herved er det ikke forfærdelsen, der har magten over os, men vi kan navigere trods det forfærdelige. Billedet af vejen peger også på, at der er mulighed for at komme helt væk. Komme videre hjem til Gud.
****
Nu var Jesu tale om forfærdelsen udsprunget af en helt konkret situation, nemlig disciplenes kommende svigt, da Jesus blev taget til fange natten til Langfredag. Peter bedyrede Skærtorsdag, at han ville gå i døden for Jesus. Hertil svarede Jesus, at han ville totalt svigte inden hanen havde galet tre gange. Og det var ikke kun Peter der svigtede, det gjorde de alle sammen. De flygtede for deres liv.
Da Jesus havde bevidstgjort dem om deres svigt, trøstede han dem ved at sige, at de ikke skulle forfærdes – for han er vejen også for den, der svigter.
Men hvorfor skulle de ikke forfærdes over deres svigt – og ligesådan hvorfor skal vi ikke forfærdes over vore svigt at Jesus? Det er fordi, det ikke er vores svigt, der er afgørende. Det afgørende er derimod, hvad Jesus gjorde for os. Han banede en vej til Gud og det kan vore svigt ikke ændre ved. Svigtene overfor Gud er som at køre i grøften og det er med rette forfærdeligt – i særdeleshed hvis vi bliver hængende i svigtene. Men vejen er der og vi kender den. Kommer vi tilbage på vejen, så er der ikke noget at forfærdes over – set i forhold til Gud – for hos Gud er der plads til os.
Amen
Joh.13;31-35 Gud og Jesus herliggør hinanden og vor sammenhørighed med Jesus ses ud af den indbyrdes kærlighed.
Joh.13;36-38 Forudsigelsen af Peters svigt
Joh.14;1-7 Jesus trøst til dem der svigter: Jesus selv er vejen til Gud. (Forfærdelse på to måder: Svigt af Gud og i forhold til verdens tilstand)
Joh.14;8-14 Jesus hører sammen med Faderen. Gennem troen kan vi få del i Guds virke.
Joh.14;16-24 Vi elsker/tror Jesus ved at overholde, hvad han siger
Joh.14;25-31 Talsmanden, Helligånden skal vejlede os til hele sandheden.
****
Fordybelse, bøn og anfægtelse (Meditatio, oratio, tentatio – Luther)
1. Søndag efter påske
(dds s 1134-36)
Salmer 224 Stat op min sjæl i morgengry
232 O salig påskedag!
— —
249 Hvad er det at møde den opstande frelser
Nadver 473 Dit minde skal, o Jesus, stå
233 Jesus lever, graven brast
(Tekster: Es: Vi er vidner på at Gud er Gud – ApG: Peters pinsetale: Jesus døde ud fra Guds plan / 1.Pet.: Vi er frelst, ikke ved guld og sølv, men ved Jesu død og opstandelse – Joh: Tilgivelsens hårde men befriende vej)
****
Bøn: Jesus tak at du ikke bærer nag, men nådigt ønsker at tilgive os.
Amen
****
Joh.21;15-19
****
Jeg holder utrolig meget af dette evangeliestykke, fordi det så tydeligt viser Jesu tilgivende væsen. Peter, der svigtede, da det virkelig gjaldt, bliver tilgivet, ja, genindsat i sin rolle som leder – hyrden, der vogter.
Jeg er utryg ved dette evangeliestykke, for jeg fornemmer, hvordan Jesus hiver Peter tilbage til faldet. Det er om morgenen, omkring et bål og det er tre gange Peter skal bedyre sin kærlighed.
Og så gruer jeg for dette evangeliestykke, for Jesus insisterer på, at tilgivelse er knyttet sammen med vores tilgivelse andre. I Fadervor lærte han os at bede: ”Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere” (Matt.6;12+14)
En og samme situation åbner op for flere reaktioner.
Tilgivelse er et grundelement i kristentroen; både i vores forhold til Gud og i forhold til hinanden. Måske sætter dette evangeliestykke nogle andre tanker i gang hos jer, så brug tid på at tænke dem igennem. Her i prædikenen vil jeg holde mig til ovennævnte tre reaktioner.
****
Woow, hvor er det stort. Jesus kan tilgive en af sine nærmeste venner, selvom han svigtede lige op i hans åbne ansigt. Jesus havde udvalgt og betroet Peter vigtige opgaver – og så svigtede han fuldstændig.
Se, Jesu tilgivelse af røveren på korset var stort, for han var en ”slem fyr”, men man kan godt hævde, at han ikke havde trådt Jesus over tæerne. Røveren havde handlet forkert i forhold til Gud ligesom os andre og derfor havde han brug for tilgivelse. Situationen med røveren er på en eller anden måde noget alment. Men Peter var en person, Jesus selv havde udvalgt. Han var en del af inderkredsen. Det var ham, der først havde aflagt bekendelsen, at Jesus er Kristus – er Guds udvalgte, Guds søn – er den synlige del af Gud. Peter havde endda lovet at ville gå i døden for Jesus. Han havde et meget tæt forhold til Jesus. – Og så svigtede han! Han faldt.
Men Jesus holdt fast!!
Jesus havde regnet med ham. Jesus ville bygge sin kirke på det han stod for. Peter var en af Jesu nærmeste venner, en af de mest betroede disciple. – Og Jesus holdt fast, da Peter svigtede. Woooow
Hos Jesus, hos Gud er tilgivelsen gennemgribende. Tænk sig – Jesus ikke blot tilgiver Peter, men han sætter ham tilbage i den leder funktion, han havde, før han faldt. Jesus er så dedikeret, at ikke engang det største svigt, kan få ham til at droppe os. Det er stort!
Det er godt jævnligt at vende tilbage til denne evangelietekst, for vi falder igen og igen: Vi fejler, sløser, svigter, ydmyger, glemmer Gud. Men Jesus holder fast!!
Underligt er det dog, at jo mere vi ønsker at slå følge med Gud, des mere føler vi, at vi svigter. Og dog – – – er det underligt, for er det ikke snarere en følelse end virkeligheden? Måske kan vi forholde os til det ud fra et tænkt billede. Hvornår svigter vi fru Hansen fra Kalundborg mest? Er det når vi ingenting har med hende at gøre eller er det, når vi bliver nabo til hende og glemmer hendes fødselsdag? Som nabo kan man føle, at man svigter igen og igen, men det største svigt sker, når vi holder os borte eller ingenting gør. Som nabo føler vi, at vi svigter – den følelse har vi ikke, når vi ikke ønsker at lære hende at kende.
Føler vi, at svigtene overfor Gud hober sig op, så er vejen frem at søge Gud endnu mere. Det gavner ikke at undskylde eller at begrænse omgangen med Gud. Vi skal derimod turde stå ved vore fejl. Og det er også her Gud nærmest hiver os tilbage til der, hvor kæden hoppede af – ikke for at svælge i vores fortvivlelse, men for at kunne række os sin tilgivelse. Nærmest som om han siger; Jeg véd godt, at det glippede dér, men jeg genindsætter dig i din opgave. Jeg holder fast ved dig!
Det er så her jeg bliver utryg. Det er ubehageligt at blive hevet tilbage til det, der gik galt. Jeg vil meget hellere videre og så glemme alt, hvad der er sket! Når jeg har svigtet eller som Peter har skubbet mit kendskab til Jesus til side, for at undgå en konflikt/konfrontation, så dukker situationen op igen og igen i mit sind. Hvorfor kan jeg ikke bare skubbe det til side og glemme det? Ja, måske er det fordi, Gud fører mig tilbage til situationen, for at spørge mig om jeg elsker ham? Jeg viser jo ikke, at jeg elsker Jesus ved at lade som ingenting. Men min stolthed og frygten for at blive hængende kan stå i vejen for at vende tilbage til fejlen. Vigtigt er det derfor, at jeg ikke vender tilbage alene men netop sammen med Jesus, så han kan tilsige tilgivelsen. Går jeg alene, så bliver jeg hængende, så bliver der ikke videregivet en tilgivelse – så fastholdes jeg kun i, at jeg er en kæmpe idiot.
Se, jeg gruer også for denne evangelietekst, fordi jeg véd, at jeg skal tilgive, ligesom Jesus tilgiver. Jeg skal billedligt turde at følges med den, der svigtede mig, hen til situationen, hvor det gik galt. Ikke for at udmale, hvor slemt det var for mig – men for, sammen med den der svigtede at kunne forny venskabet. Jeg skal ikke spørge til, om de er klar over, hvor meget de sårede mig, men jeg skal spørge til, om de fortsat ønsker at være mine venner. Og følgesætningen skal ikke være: Så lad være med at gøre dette igen – men følgesætningen skal være: Så kom med mig, for jeg har en masse spændende ting, jeg gerne vil dele med dig. Vær min ven!!
Tilgivelsen er kærligt at fastholde fejlen,
modigt at bære konsekvensen af fejlen
og omsorgsfuldt at invitere til et forsat venskab. Tilgivelse er en ny begyndelse.
Lad os hver dag øve os i at have det sindelag overfor hinanden, som var og er i Jesus (Fil.2;5)
Amen
****
Joh.21;1-8 Endnu en kæmpe fiskefangst foranlediget af Jesus
Joh.21;9-14 Morgenmad på stranden under usikkerhedens fortegn
Joh.21;15-19 Jesu tilgivelse af Peter
Joh.21;20-23 Sammenlign dig ikke med andre kristne – følg blot Jesus
Joh.21;24-25 Ikke alt, hvad Jesus sagde og gjorde, er med i evangelie beretningen (se også : Joh.20;30-31).
****
Fordybelse, bøn og anfægtelse (Meditatio, oratio, tentatio – Luther)