4. søndag efter påske
(dds 1151-53)
Salmer 725 Det dufter lysegrønt af græs
Dåb 448 + Barnet som vi bær (Guitar)
396 Min mund og mit hjerte (Mel. Lindeman 1863)
— —
294 Talsmand, som på jorderige
Altergang 287 v 2 Kraften fra det høje
300 Kom, sandheds Ånd! og vidne giv
(Tekster: Ez: Gud vil give os et nyt hjerte. Han vil sende os sin Ånd – Jak: Tag imod Guds gode gaver – eller Ap.G.: Saulus bliver til Paulus. En omvendelse, der får selv en hest til at stejle – Joh: Helligånden, talsmanden er Gud midt iblandt os)
****
Joh.16;5-15
****
Prædiken af teologistuderende Michael Bendtsen:
Hvad er bedst for os? Dagligt forholder vi os til dette spørgsmål. Vi forsøger at fylde vores dage med goder, både for os selv og andre. Vi tænker på hvad der trænges til, hvad vi mangler som kan opfyldes. Og nogle gange må vi så vel erkende, at vi faktisk ikke helt ved, hvad vi står foruden, hvad der er bedst for os.
Men det ved Jesus, det ved vores Gud. Når vi læser dagens evangelium, kan vi godt være lidt bagkloge, og tænke at det han siger i dag giver god mening. Vi ved jo at Jesus skulle gå bort, at hans offer, hans død, var nødvendig for os. Men for disciplene måtte det have været forvirrende, uhåndgribeligt, at få en sådan besked. Hvis Jesus gik iblandt os nu, hvis vi kunne røre ved ham, tale med ham, være i hans nærvær, ville ordene: ”Det er det bedste for jer, at jeg går bort”, skære mig dybt inde i hjertet, det ville, som Jesus siger det gør ved disciplene, fylde mig af sorg. Hvordan skulle dette tab, nogensinde være det bedste for mig? Hvordan kan du sige, at det at miste dig, er til gavn? Nej, jeg ved, at hvis jeg stod ved korsets fod, ville det stikke dybt inde i mig. For hvordan kan dette være til nogen gavn, at Herren skulle lide således, at dette blev hans død?
Der er så meget, vi ikke kan se, så meget der vil komme løbende. Jesus fortæller os nemlig: ”Jeg har endnu meget at sige jer, men det kan I ikke bære nu”. At være i fællesskab med ham, betyder ikke at vi forstår, det betyder ikke at vi kan rumme det han har at byde på. Vi kan ikke se, nej vi evner ikke at tyde eller afdække vores virkelighed.
Men i dag bliver vi fortalt, hvad sandheden er. En sandhed der ikke er snæver, som vores egen oftest er. En sandhed der røber virkeligheden, den virkelighed som Gud har skabt. Og sandheden i dag er: At Jesus er nødt til at gå bort, at han skal gå til ham, som har sendt ham.
Dette er bedre for os. Fordi, når Jesus forlader os, sender han os Talsmanden. Han sender os, den Hellig Ånd. Og Ånden er bedre, end kød og blod. Så længe Jesus var i sit legeme, så længe han vandrede på jorden, nåede han dem, der mødte ham, dem der levede i hans nærvær. Men det er ikke længere tilfældet. Jesus har siden sin død og opstandelse nået udover Judæas grænser. Han er ikke længere blot dem nær, der så og fulgte ham. Han er nu nærværende, der hvor hans Ånd er.
Og Ånden har ingen grænse. Hverken i distance eller dybde. Den når til verdens ende, og den går ind i det inderste af mennesket. Guds Ånd ransager endog Gud selv! Og derved herliggør den Jesus Kristus, derved herliggør den vor Himmelske Fader. Fordi Den åbenbarer Dem. Den forkynder Dem, og hvad De indebærer, hvem De er, for os.
Det er om denne Ånd vi hørte, i den tidligere læsning fra Profeten Ezekiel, hvor Herren sagde: ”Jeg fjerner stenhjertet fra jeres krop og giver jer et hjerte af kød. Jeg giver jer min ånd i jeres indre”. Dette nye hjerte, det er et levende hjerte. Det er et hjerte, der kan bløde, et hjerte der tillader forandring, et hjerte der slår. Det er liv.
Dette lyder fantastisk. Det er det så sandelig også. Men jeg opfordrer jer, til at mærke tyngden af dette budskab, af Åndens virkelighed! Vi bliver her fortalt, at vi var alle døde, men Jesu Kristi død, blev os til liv. Vi var alle forhærdede i vores hjerter, men med Åndens komme, kan vi få et hjerte, der vil slå. Det bedste for os. Det nødvendige, vi ikke kan være foruden. Det er det budskab, det evangelie, Jesus bringer i dag.
Det er dette budskab der gives os, den virkelighed, som er af Gud. Det som vi trænger til, hvad der er bedst for os, hvad der er liv, det er Gud selv. At vi har fællesskab med ham. At han er os nær. At vi tager del i Hans Ånds fællesskab.
Og Åndens fællesskab er bundet op på det største, det mest afgørende der nogensinde er sket. Den forkynder Guds virkelighed, Guds sandhed. Den forkynder os Jesus Kristus.
Jeg sigter her til Guds kærlighed, hans kærlighed til os. Han sparede ikke sin Søn. Han holdt intet af sit væsen tilbage. Gud, vor Fader, gav sit mest dyrebare, Jesus Kristus, vor Herre – og Jesus gav sig selv, sit liv. Og dette var for at forene os, for at skabe det sande fællesskab med Gud, fællesskabet i Ånd. Dette fællesskab blev til, ved Jesus Kristus. Ved at han steg ned, og blev menneske. Ved at han levede et liv iblandt os, gav sig selv til os, og tog imod os. Ved at han gik ud i det yderste af tilværelsen, der hvor enhver grundvold falder sammen, der hvor der synes at være intet, der hvor vi ser døden få det sidste ord. Men nej! Helt ude i afgrunden, der sejrede han, der ser vi nu at Jesus Kristus er Livets Herre.
Det er dette som Ånden forkynder for os. Det er derfor, at den kom efter, at Jesus var gået bort. Den giver os, helt ind i vores indre, i vores hjerter, fællesskab med Jesus Kristus. Fællesskab med ham, i hans liv, i hans tid på jorden, i hans gerning, i alt hvad han gjorde og stadig gør for os.
Budskabet og opfordringen fra i dag lyder dermed: Tag denne gave, tag dette fællesskab, som Gud vil skænke dig. Lad det slå rod i dit hjerte, at du må få livet derved. Tag del i den opstandne Herres liv og død, lyt på og lær af ham, og se hvad kærlighed Gud vil give dig! Giv Ham ærespladsen i dit liv, at du kan leve både ved og sammen med ham. Gud ved alt, kender alt og alle tilkommer ham. Men fællesskabet med Ham og Hans Ånd, skal først og fremmest, være dit, og ingen andens.
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed.
****
Fordybelse, bøn og anfægtelse (Meditatio, oratio, tentatio – Luther)
Store Bededag
(dds 1149-50 – 2. række)
Præludium
Velkomst
Indgangsbøn
Salme – DDS 289 Nu bede vi den Helligånd
Hilsen og bøn (dagens kollekt)
Læsning – Sl.130 – (Lene læser)
Trosbekendelse
Salme DDS 658 Når jeg er træt og trist (Mel. L. Lunderskov 1975)
Læsning – Matt.7;7-14 Bed, søg, bank på
Betragtning
Bøn med stilhed
Interludium
Salme – DDS 588 Herre gør mit liv til bøn
Altergang
Nadververs 287 v. 2 Kraften fra det høje
Bøn og velsignelse
Salme – DDS 759 Nu hviler mark og enge
Bekendtgørelser og udgangsbøn
Postludium
****
Bøn: Gud lad os mærke bønnes forvandlende kraft – inde i os, der be’r. Og lad os tillige fornemme bønhørelsen i de gerninger, du gør rundt om i verden.
Amen
****
Matt.7;7-14
****
Bed!
Det er store bededag – så bed.
Hvad trænger vi mest til? – er det ikke: nåde (2.Kor.12;9), glæde (Joh.15;11) og fred (Joh.14;27) – Så nåde og fred være med jer (Indledningshilsnen på langt de fleste breve i Ny Testamente)
Hvad trænger Gud mest til? – lydhøre, bedende tjenere (Matt.7;24, Luk.17;10)
– så bed!!!
Hvad trænger vi mest til?
Det hurtige svar vil nok være penge, godt helbred og et problemfrit liv. Det er gode ting alle sammen, men intet af det fører os nærmere Gud. Det behøver ikke føre os bort fra Gud, men det fører os ikke nærmere Gud. Søger vi Guds rige og hans retfærdighed først, kan vi hvile i, at det nødvendige gives os fuldt ud (Matt.6;33) – men hvad er det så, vi trænger mest til?
****
Nåde – at blive benådet. Vi trænger til at få fjernet bjælken i vort eget øje (Matt.7;1-5). Og der er kun én der kan fjerne denne bjælke – og det er ikke os selv!!! Det er ikke noget med at tage sig sammen. Vi skal ikke vise alverden, hvor standhaftige vi er. Vi skal derimod turde være så afmægtige og ydmyge, at vi be’r om hjælp til at få den fjernet. Be’r Jesus om tilgivelse. Det underlige ved bjælken i vort øjet er, at den ikke afhænger af, hvor meget vi har gjort forkert, men den afhænger af, hvor lidt vi har bedt Jesus om tilgivelse.
Hvad vejer mest et kilo bly eller et kilo fjer? Det véd vi godt. Vi véd godt at de vejer lige meget, men de fylder forskelligt! Vi har en tendens til at se alle de ”tunge” syndere, mens vi tager let på de ”lette”, men hvad er det, der fylder mest? Hvad er det, der tager synsfeltet?
Jeg lyver aldrig – det er jo en ”tung” synd; at lyve. Jeg siger bare ikke altid sandheden – det er en ”let” synd – ja, regner vi det overhovedet for en synd at fortie sandheden? Og hvad vejer mest? Et kilo løgn eller et kilo tilbageholdt sandhed?
Så inden vi begynder at luge ud i de tunge synder, lad da Jesus fjerne de lette fra os først. Så vil vi kunne se klart til at fjerne splinten.
****
Glæde – bed om glæde!!
Som Paulus triumferende skriver: Glæd jer altid i Herren, jeg siger jer atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt at alle mennesker – Herren er nær!!! (Fil.4;4-5)
Bed om glæde! Bed om en glæde, der ikke falmer eller blegner.
Bed om en glæde der ikke er grundet i os selv, hverken i dig selv eller i en anden. Glæden i os selv kan være stor, når noget lykkes for os. Glæden i andre kan være stor, når vi mærker deres omsorg, nærhed, kærlighed. Men denne glæde holder ikke ved. Vi skal ikke undgå denne glæde, men glæden kan ikke bære os hele livet.
Bed om at Jesu glæde må blive fuldkommen i os (Joh.15;11 + 16;24). Glæd jer altid i Herren!
Det kan være glæden over, at intet kan skille os fra Guds kærlighed i Jesus Kristus vor Herre (Rom.8;37-39). Det kan være glæden ved at blive modtaget som et Guds barn, når vi kommer hjem til Gud, ligegyldigt hvad vi har rodet os ud i (Luk.15;11-24). Det kan være glæden over, at Jesus har overvundet døden for os (Joh.16;22).
Glæd jer altid i Herren!
****
Bed om fred! – Fred i verden. Fred med din omgangskreds. Fred med dig selv.
Bed om fred! Og vær ikke sparsom med denne bøn. For den der bede får! Tør vi bede på det løfte?
Tør vi klynge os til, at ligesom vi giver vore børn de fornødenheder, de beder om, sådan vil Gud give os det, vi beder om.
Når dit barn be’r om en million kroner, må du gerne smile ad det. Be’r dit barn om noget mad, så giver du det – selvfølgelig! At bede til Gud som vores Far indeholder de samme selvfølgeligheder.
Når vort barn be’r om mad, kan det være de tænker på en hotdog med det hele, men vi giver dem en skrive rugbrød med leverpostej – men vi vil da aldrig nogen sinde give dem en flaske med gift. Selvfølgelig!!
Be’r vi om fred, så vil den komme! Men det er ikke sikkert, at det sker på vores måde. Fred opstår ikke over en nat gennem forhandlinger i Saudi-Arabien – det har verden set.
Fred opstår, når mennesker søger den og be’r Gud om freden og be’r om visdom til at håndhæve den.
Der er masser af bede om – og efter kirkebønnen spiller Nana et stykke musik. Her vil der være rig mulighed for at nyde musikken og tillige bede for det, som du mest brænder for.
Amen
Matt.6;24-34 – Undgå bekymringer, læg det alt sammen i Guds hånd
Matt.7;1-5 – Ligeså, døm ikke, for vi er ikke i stand til at se egne fejl.
Matt.7;6 – Lad ikke Guds gode gaver blive misbrugt
Matt.7;7-11 – Bed, søg og bank på
Matt.7;12 – Vær mod andre, som du ønsker, de skal være mod dig
Matt.7;13-14 – vælg ikke den lette vej
Matt.7;15-20 – undgå selvtilfredshed, bær Guds frugt
Matt.7;21-23 – Ord og handling skal hænge sammen med Guds ønske
Matt.7;24-27 – Byg dit liv på Jesus
Matt.7;28-29 – Det var en prædiken, der var værd at høre.
****
Fordybelse, bøn og anfægtelse (Meditatio, oratio, tentatio – Luther)
1. søndag efter påske
(dds s 1131-1134)
Salmer 236 Påskeblomst
448 Dåb
Gud ske tak og lov 106: Jesus er opstået, hurra, hurra (guitar)
247 Jesus som iblandt os står
— —
828 (100 salmer) Det er påske! Alting springer ud
Altergang 223 v. 2 Denne er dagen, som Herren har gjort
234 Som forårsolen morgenrød
(Tekster: Sl.30: Gud vendte min klage til dans – 1.Joh.: Vi er Guds børn gennem troen på Jesus, og heri pligtige at elske hinanden. – ApG.: Den første opstandelsesprædiken – Joh: Frygtens lukkede dør holder ikke Jesus ude)
****
Bøn: Jesus, lad din fred fylde vort sind.
Amen
****
Joh.20;19-31
****
Fred være med jer!
Det er ord vi har brug for at høre igen og igen – og særligt i en tid, hvor meget er under opbrud og der tegner sig dystre konturer i horisonten. Der er krig tæt på os. Der er klimaudfordringer. Der er en verdensøkonomi under opbrud. Der er protektionisme og handelskrig. Og så er der alt det på hjemmefronten, med sygdom, overbelastning, skænderier, intriger og død der kan ramme os fra alle sider.
Fred være med jer!
Med disse ord mødte Jesus sine bange disciple. De havde låst sig inde, for de frygtede for deres liv. Hvis de ledende præster og romermagten kunne finde på at slå Jesus ihjel, ja, så var der ikke langt til at det samme kunne ske for dem, der fulgte ham.
Bange blev de også, fordi der kom en ind, selvom de havde låst dørene. De ville holde andre ude og alligevel kom han ind.
Fred være med jer.
Også anden gang han ”brød ind” i deres lukkede rum 8 dage efter, lyste han sin fred over dem. Der er noget overraskende, underligt, ja, nærmest uhyggeligt i, at han pludselig står hos dem. Men når Gud træder os nær på denne måde, lyser han sin fred over os. Det skete, da englen Gabriel kom med bud til Maria om at skulle være mor til Jesus. Det skete da kvinderne kom ud til graven og mødte en engel i stedet for den døde Jesus. En tilsynekomst, der fik soldaterne til at falde om slået af skræk, mens kvinderne blev stående, ja de gik endda helt tæt på, fordi englen lyse fred over dem.
Fred være med jer!!
Jesus/Gud ønsker at overdrage os fred – nuvel vi får ikke dét, som verden søger, men hans fred, fred med Gud. Verden søger ro, ubekymrethed, uberørthed, uangribelighed, verden søger afstand, hvis nærværet generer. Det er verdens fred. Jesus rækker os fred, hvori nærværet kan etableres, hvor vi kan finde ro til at blive berørt og anfægtet. Hvor vi må se med kærlighedens øjne, hvor vi fornemmer freden, der samler. Vi bliver sendt ud for at møde mennesker. Da Jesus ”blæste ånde” i disciplene – gav dem Helligånden, så var det Guds fred til at møde mennesker med fredens evangelium, tilgivelsen
Det er ikke en fred for nogen – forstået som at slippe for. Det er ikke en fred fra nogen.
Men det er en fred til at være noget for nogen, en fred til samvær med andre, ja, en fred til at holde af, elske vor næste.
Frygt er ikke i kærlighed, skriver Johannes så vist i et af sine breve (1.Joh.4;18). Freden og kærligheden er nemlig kilder fra samme væld. Guds kildevæld.
Fred være med jer, sagde Jesus til sine bange disciple. Slap de så for modgangen? Slap de for hån og ydmygelse? Fik de fri til at slå sig ned på en bænk og nyde solen? Fik de fred til at leve et roligt, upåvirket, uangribeligt liv?
Nej – men de fik Guds fred.
De fik fred. De blev sat fri. De fik modet til at stå imod modgang. Men livet blev ikke en dans på roser. Det blev ikke fredfyldt forstået som lænestol i aftensol med feriestemning. Men deres liv blev fyldt af Guds fred. Så de i medgang og modgang havde blik for andet end dem selv. Så de i smerten og hånen havde en indre ro. Så de i glæden og forundringen boblede over af tak til Gud.
Ved dåben her for lidt siden blev Guds fred lyst over dåbsbarnet og siden over forældre og faddere. Efter nadveren lyses Jesu fred over os og i velsignelsen er det sidste ord: Fred.
Guds fred er et vigtigt element i vores gudstjeneste og vores liv med Gud. Fred for både i går og i morgen, som vi synger i en af vore julesalmer (DDS 129). En salme der beskriver, hvordan julebuddet kom til os midt i vor vintersmerte. Fred for både i går og i morgen.
Fred både i forhold til det der er sket, det som vel er historie, men som til stadighed kan knuse vort hjerte.
Fred også i forhold til det der kommer, det vi ikke kender til. Det vi véd vil ske, men ikke véd hvordan eller hvornår vil ske.
En fred både gennem medgang og modgang der gør, at vi kan løfte hovedet og takke Gud for livet.
Fred være med jer!
Det er Guds hilsen til os. En fred som ikke er af denne verden, men en fred som giver os ro til at leve i denne verden. En fred til at blive berørt og anfægtet. En fred til at søge samværet. En fred til at vise Guds kærlighed i en verden der kappes om magten.
Fred være med jer!
Amen
****
Joh.20;1-10 – Graven er tom
Joh.20;11-18 – Maria Magdalene møder Jesus personligt
Joh.20;19-23 – Jesus viser sig for nogle af disciplene
Joh.20;24-29 – En uge senere viser Jesus sig for disciplene + Thomas
Joh.20;30-31 – Evangeliet er skrevet for at vi skal tro at Jesus er Guds søn
Joh.21;1-8 – På hjemmebane – og Jesus møder dem der
Joh.21;9-14 – Morgenmad på stranden – og forlegenhed overfor Jesus
Joh.21;10-19 – Peters vej fra svigter til Apostel
Joh.21;20-23 – Hvad andres opgaver bliver, er ikke så vigtigt, følg blot Jesus
Joh.21;24-25 – Johannes’ slut kommentar
****
Fordybelse, bøn og anfægtelse (Meditatio, oratio, tentatio – Luther)