3. søndag i fasten
Jesus kom for at frelse
(dds 1086-88)
Salmer 747 Lysets engel går med glans
634 Du véd det nok mit hjerte
371 Du fylder mig med glæde (mel. S. Dahlmann – guitar)
— —
487 Nu fryde sig (mel. Lasse Lunderskov 1977)
192 v. 7 Du som har dig selv mig givet
484 Du, som vejen er og livet (mel. Berggreen 1849)
(Tekster: 2.Mos: Moses’ forbøn for folket – Åb: Hold fast i Kristus lige så intenst som ved første ”aha” oplevelse – Joh: Følger vi Jesus, har vi barnets adgang til Gud, som vor Himmelske Far)
****
Bøn: Himmelske Far – hjælp os til at forstå alvoren og den bagved liggende omsorg, når du bliver skarp. Lad os ikke blive skræmt af hårdheden, men forstå dit ønske om at være en frelser.
Amen
****
Joh.8;42-51
****
Valget er skudt i gang og – – – nej, det er ikke en del af valgkampen, vi har lyttet til i dag, men der er unægtelig nogle ligheder. Der er i hvert fald nogle kradse beskyldninger, der kan få mange til at krumme tæer.
De hårde beskyldninger bærer på noget sandt, men forstået forkert kan det virkelig gøre skade. Og nogen har brugt Jesu udtalelse om at ’jøderne har djævlen til far’ i deres egen sags tjeneste. Det har ført til antisemitisme og under 2. verdenskrig var det en af de legitimerende årsager til jødeudryddelserne. En enkelt konstatering kan vise denne misforståelse, for Jesus var jo selv jøde. Der var altså noget andet på spil end det at være jøde.
I Danmark såvel som på verdensplan møder vi forholdet mellem sandt og falsk. I den moderne nyhedsstrøm er der en tendens til at udvælge de nyheder eller begrænse nyheden til det, der gavner ens egen sag. Det kan ses hos politikere og nyhedsbureauer – også i Danmark. Så selvom vi lever i en meget oplyst tid, så er grænsen mellem sandt og falsk mere diffus end nogen sinde før.
Det er heri at det dæmoniske opstår, når løgn bliver kaldt sandhed og sandheden bliver forstået som løgn. Så er det ikke længere et spørgsmål om man er jøde eller kristen, om man er Iraner eller amerikaner, om man er russer eller ukrainer. Det er en meget farlig cocktail, når sandt og falskt bytter plads. Og det er falskt at gøre en del-sandhed til den absolutte sandhed.
****
Da Jesus gik her på jorden, forsøgte han ikke at forklare det onde, men han forsagede det, frasagde sig det. Ligesom vi gør i trosbekendelsen, vi forsager, frasiger os Djævlen, løgnen og alt det onde. Vi vender os fra det onde uden at forklare det og bekender os til Guds godhed. Vi vender os fra døden til livet, fra hadet til forsoningen, fra ligegyldighed til barmhjertighed. Vi forsager det dæmoniske, men det er ingen forklaring. Vi bekender os til Gud og her med forklaringer.
En lille episode fra en norsk lods kan beskrive dette. Lodsen skulle sejle et skib ind i en norsk fjord – og de norske fjorde er fyldt med klippeskær og mange muligheder for at kuldsejle. Skipperen spurgte lodsen, om han vidste hvor alle skærene var. Hertil svarede lodsen: ”Nej – men han vidste hvor sejlrenden var”.
I vores verden pynter herskerne på sandheden eller bytter decideret sandheden ud med løgn. F.eks. ved at legitimere invasion og herunder drab for at skabe frihed. Eller vi kan tænke på os ”almindelige” mennesker; rammes vi af ensomhed, afmagt, stress, utilstrækkelighed så slår vi op på nettet – her findes alle mulige slags hjælpemidler.
Det er enormt svært at se, hvor alle skærene er!!
At kende sejlrenden – var lodsens kommentar.
Set ind i vor kristne sammenhæng, så forklarede Jesus ikke det onde, men han vist sejlrenden, ja, han var selv sejlrenden. Godt nok brugt han et andet billede end en sejlrende, for han kaldte sig selv for vejen (Joh.14;6).
Det er selvfølgelig ikke nok at kende en lille bid af sejlrenden, for selvom denne bid kan være sikker og god, så bliver den til en usandhed, for man kommer aldrig helt i mål. En sejlrende færdes man på for at nå i havn. Her er det vigtigt at have et søkort og kendskab til omgivelserne – og for Jesus som sejlrenden, søvejen, har vi også et søkort i evangelierne, som vi kan bruge ind i det kendskab, vi har til omgivelserne.
Derfor bliver det ’at høre’ afgørende i forholdet til Jesus. Det udtrykte Jesus også i den sidste sætning, vi lyttede til fra evangeliet i dag: ”Den, der holder fast ved mit ord, skal aldrig i evighed se døden”
Vi er med raske skridt på vej mod påske, hvor disse ord går fra at være tåbelig snak til at være livsberigende. Vi véd, at vi alle skal dø – så tåbeligt er det at sige, at vi aldrig skal se døden. Men afgørende og helt centralt i påsken ligger opstandelsen. Jesus banede sejlrenden gennem døden ind til det evige liv hos Gud. Men denne bid af sejlrenden er ikke hele sandhed, for sejlrenden begynder allerede her i vores liv, hvor vi med mellemrum støder på klippeskær og derfor har behov for at blive ”repareret” – få tilgivelse, for at kunne sejle videre.
Set ind i vores trospraksis, kirkepraksis, så blev vi i dåben ligesom sat ind på sejlrenden og i nadveren repareres vi for det, vi støder ind i igennem livet. Søkortet er evangelierne, ja, vores bibel, hvor sejlrenden vises, mens skærene forsages. Og Guds Ånd er vor lods, der kender sejlrenden.
Amen
Joh.8;1-11 – Jesus fordømmer ikke
Joh.8;12-20 – Jesus pointerer sin sammenhørighed med Gud
Joh.8;21-30 – Jesus er ikke af denne verden, men i denne verden som Guds sendebud
Joh.8;31-47 – At være af Abrahams slægt er ikke det samme som at være et Guds barn. Et frisat Guds barn bliver ved at høre og gøre, det Gud vil.
Joh.8;48-59 – Jesus som søn af Gud går forud for Abraham. Det, Jesus siger, er fra Gud, derfor kan vi leve ved at høre og gøre det, som Jesus siger.
*****
Fordybelse, bøn og anfægtelse (Meditatio, oratio, tentatio – Luther)
2. søndag i fasten
Jesus lytter til os, selvom vor tro er mangelfuld
(dds 1081-83)
Salmer 749 I østen stiger solen op
Dåb 448 + I Guds hus er der plads til at være (Guitar)
674 Sov sødt, barnlille
— —
369 Du som gi’r os liv
192 v. 7 Du som har dig selv mig givet
266 Mægtigste Kriste
(Tekster: 1.Mos: Gud skabte mennesket og så at det var godt! – Hebr: Kristus vor ypperstepræst, der også har skreget til Gud – Mark: Mirakler er Gud område, vort område er tro, bøn (og faste))
****
Bøn: Gud vi kommer til dig. Ikke med en urokkelig tro, men med tillid til at du kan bære os i gode såvel som i svære dag. Gud, gør vor tvivl og vandtro til skamme og fyld vore hjerter med din fred.
Amen
****
Mark.9;14-29 – (læst fra den nyeste prøveoversættelse)
****
Manglende tro! Hjælp mig i min manglende tro – eller vantro, som vi kan læse det i den autoriserede oversættelse.
Manglende tro! Er det ikke sådan, vi alle kan føle det?
– at vores tro er mangelfuld.
Når vi rammes af denne tanke, graver vi oftest ind i vort indre for at se, hvad vi kan gøre bedre, hvad der kan styrkes, hvad der skal renses ud, hvad skal ændres. Det er helt sikkert, at vi kan finde noget, ja, måske meget der skal ændres og forbedres, men vil det afhjælpe den manglende tro?
Manglende tro – ja oftest kommer den på banen, når livet ikke flasker sig, som vi ønsker eller når vi rammes af noget hårdt, svært. Vil det så sige, at vi ikke har ’manglende tro’, når livet går godt og alt er let? Tror vi supergodt, når alt er let? Dette må vel være den logiske modsætning. (Men måske er det netop her, vi mest af alt mangler troen!) – men er det sådan?
Manglende tro blev af faderen koblet sammen med hans tro. ”Jeg tror, hjælp mig i min manglende tro” En sætning jeg også ville have tyet til, hvis jeg havde stået overfor Jesus og han sagde: ”Alt er muligt for den der tror!” Denne sætning står næsten og sitrer i luften og kan enten skabe en over engageret udlevelse af sin tro eller en form for afmagt, hvor man opgiver at tro eller distancerer sig fra troen ved at påpege det umulige i denne kommentar. Jeg er overbevist om, at det er inden for dette følelsesspekter, faderen var og bad derfor om hjælp i sin manglende tro.
Men var det dét, Jesus ønskede at pege på? – altså at faderen manglede tro! Næppe.
Den efterfølgende helbredelse blev ikke knyttet sammen med faderens ”stærke” tro i og med at han erkendte sin mangel i troen. Det er noget andet vi skal have fat i. To steder åbner Jesus op for en anden forståelse. Og den første er de tre ord, Jesus sagde lige forud for: ”Hvis du kan?” – Hvem ka? Ja her er vi så meget i reklamens magt at vi alle uvilkårligt kommer til at tænke på Bilka, men de kan absolut ingen ting i denne sammen hæng. ”Hvis du kan!” er den ”tråd” Jesus samler op fra faderens håb om at Jesus kan og følgesætningen, ’at intet er umuligt for den som tror’, skal forstås i lyset heraf. Det er altså Jesus selv, der hentydes til og ikke mandens tro eller mangel på tro.
I mange år har det strittet i mine øre, når andre talte om Jesu tro. Jesus er jo Gud og har derfor ikke brug for at tro – men overvejelsen har modnet sig i mig. For ligesom Jesus bad til Gud, hvori han viser os den menneskelige side af sig selv, således er Jesu menneskelige side også bundet til, at han skal tro på Gud. Netop ved at fastholde, at alt er muligt for Jesus som tror, så fritages jeg for at grave vildt og voldsomt i min egen tro eller mangel på samme. Jesus kan – også der hvor jeg ikke kan – der hvor jeg føler mig afmægtig eller i en tros mangel.
Den anden åbning dukker op i samtalen med disciplene bagefter (Mk.9;28-29), hvor de undrende spørger, hvorfor de ikke kunne hjælpe drengen (de havde jo kort for inden udrevet dæmoner mv. i Jesu navn – Mk.6;13), og hertil svare Jesus: ”Den slags kan man kun drive ud med bøn” Her skal vi i særdeleshed tænke på bønnen: ”Ske ikke min vilje, Gud, men din (Mk.14;36). For Gud kan! det er hverken Bilka eller dig og mig der kan. Gud kan. Se, bøn er at lægge sig selv og andre i Jesu hænder, i Guds hænder. Det er at bringe dem til Gud. Det er at give slip på følelsen af, at jeg skal hjælpe – hjælpe gennem min store tro. Den desperate far bragte sin søn til Jesus og herefter skete forandringen.
Tænk sig; Jesus tager faderen alvorligt, selvom han føler en mangel i sin tro. Det er en trøst for mig, for os, der kan føle afmagt i vores tro. Jesus lytter til ham, tager ham alvorligt trods hans ufuldkomne tro.
***
Desværre er storebededag afskaffet som fridag, men heldigvis ikke som kirkedag. For bøn er en livsnerve som kristne – i vores tro. Fasten, som vi nu er midt i, er en bods og bede tid. Så hvad med at bede hver dag her i fastetiden. Bede for en, ti eller flere personer og i bønne ”bære” dem til Jesus. Ikke pga. en stor tro, men pga. Jesus.
Vi kan be’ om hjælp til den, der har det svært.
Vi kan be’ med tak for alt det skønne vi oplever
Vi kan be’ om ro i vort eget sind
Vi kan be’ i glæde for livet og i tillid til at Gud er god
Ja, lov og tak og evig ære være dig, vor Gud;
Fader, Søn og Helligånd!
Du, som var, er og bliver én sand tre-enig Gud
højlovet fra første begynde, nu og i al evighed
Amen
****
Mk.9;1-8 – Jesus i Guds herligheds glans
Mk.9;9-13 – Elias forløberen for Kristus
Mk.9;14-27 – en faders kamp for sin syge dreng
Mk.9;28-29 – Hvorfor kunne Jesu nærmeste venner ikke helbrede?
Mk.9;30-32 – Jesus på vej mod sin død
Mk.9;33-37 – Hvem er størst? – den der med Jesus for øje tager imod andre
*****
Fordybelse, bøn og anfægtelse (Meditatio, oratio, tentatio – Luther)