8. søndag efter trinitatis
Det vigtige er ikke, hvad vi gør, men hvem vi tjener med det, vi gør. Hvad bygger vi på – fundamentet.
(dds 1217-18)
Salmer 10 Alt hvad som fuglevinger fik
672 Jeg ved på hvem jeg bygger
— —
334 Guds kirkes grund alene (Mel. S.S. Wesley 1864)
Altergang 466 v. 2 Vær, Jesus, da mit liv, (mel B. Gesius 1603)
337 Behold os, Herre, ved dit ord
(Tekster: Mika: Man skal ikke profetere for at få mad – 1.Joh: Vi skal prøve forkyndelsen på Jesus som Gud og mand – Matt: Livshuset funderet på Guds klippe vil bestå)
****
Bøn: Jesus giv os at høre, hvad du siger, så vi handler derpå. Hjælp os til at sortere alle de andre besnærende røster væk.
Amen
****
Matt.7;22-29
****
I søndags hørte vi Jesu vejledning om ikke at frygte andres reaktion, holdning i en sådan grad, at vi ikke tør fortælle om Jesus. Det var en vejledning, advarsel, Jesus gav sine disciple, inden han sendte dem af sted for at fortælle om, at Guds rige er kommet nær. I dagens evangelietekst, som er afslutningen på Bjergprædikenen, peger Jesus på, at fortællingen om Guds rigets nærhed, skal bygge på det han fortæller og gør, ellers bliver den hul. Vi skal ”frygte” for at tale hult om Jesus. ”Ikke enhver som siger ’Herre, herre’ om mig, skal komme ind i Himmeriget” siger Jesus ”men kun den, der gør min himmelske Fars vilje!” (Matt7;21). Det er sætningen lige før dagens evangelietekst.
”… mange vil den dag sige…” – Den dag. Ja, det er den dag, vi står overfor Gud, da vil vi fortælle om alt det, vi har udrettet i Jesu navn: Babysalmesang, sognehusaftner, alternative gudstjenester, Messy Church, kirkekaffe, bibeltimer, passet blomster for naboen, gået med et kors om halsen, undervist konfirmander, opdraget vore børn i god opførsel, læst bibelhistorie for dem, lært dem Fadervor, …
Til mig, som kan skive under på alle disse ting og flere til, kan Jesus ’på den dag’ sige: ”Jeg har aldrig kendt dig. Gå bort fra mig, du som begår lovbrud”. Der er en mulighed for, at alle disse gode tiltag kan blive hule, give syn af noget de ikke er.
I søndags var fokusset rettet mod, at vi ikke må bøje beskrivelsen af Gudsriget, for at undgå modgang. I dagens evangelium er fokusset rette mod den tomhed, hulhed, der opstår i forkyndelsen af Guds rigets nærhed, når aktiviteterne, de imponerende handlinger ikke udspringer af Jesu ord. ”Har vi ikke profeteret i dit navn, Jesus! Har vi ikke uddrevet dæmoner i dit navn?” (Matt.7;22) Jo, selvbevidstheden om at være kristen er der og der er blevet sat mange ting i værk som kirke. Alligevel peger Jesus på, at det kan blive hult. Det sker der, hvor der er en divergens mellem de ydre ting, der er sat i værk og så den indre afhængighed af Gud – om vi bygger på klippen.
”I der begår lovbrud” – denne sætning har klang af alle de bud Jesus har gennemgået i bjergprædikenen og hver gang sagt: I har hørt at der er sagt (=loven), men jeg siger jer, … – det er at høre og derudfra handle, som Gud vil det. Ved første øjekast kan det virke som en skærpelse af loven, men det er noget andet, der er på spil. Det er; at høre og derudfra handle, som Gud vil det.
Ordene om lovbrud følges nemlig op af billefortællingen om de to bygmestre. Den ene byggede på klippen, den anden på sand. De byggede begge to. De bygger huse begge to, men der var en afgørende forskel på dem alligevel. Det springende punkt var, om de lyttede og blev påvirket eller om de lyttede og byggede upåvirkede. Vi skal høre og derudfra handle, som Gud vil det.
– Vi kunne spørge os selv om vi ”bygger” Babysalmesang for at blive påvirket af Jesus eller om vi gør det for at fastholde medlemmer.
– Vi kunne spørge os selv om vi ”bygger” Sognehusaftner for at blive påvirket af Gud eller om vi gør det for at få en hyggelig, lærerig aften.
– Vi kunne spørge os selv om vi ”bygger” prædikener for at blive påvirket gennem Helligånden eller om vi gør det for at blive bedre rustet til at leve livet.
Handler vi, som Gud vil det?
Jo, der bygges på livet løs i vores kirke, men hvis der ikke bygges på det, Jesus har sagt, så kommer vi til ”på den dag” til at stå måbende overfor Jesus og udbryde: ”Jamen, prædikede vi ikke i dit navn … har vi ikke gjort mange spændende ting i dit navn?” Da vil Jesus kunne svare: ”Jeg har aldrig kendt dig… ” – og kende betyder ikke blot at kende ved navn, men betyder at have fællesskab med, at have gensidig forbindelse med hinanden, at have brug for hinanden – at være forankret på, bygget på klippen.
Den, der lytter til Jesus og handler derefter, begår ikke lovbrud – men handler, som Gud vil det. Så lovbrud er ikke primært overtrædelse af love, men det er det helt grundlæggende, forudsætningen for at en lov kan give mening, nemlig at høre, forstå og bygge sit liv derpå. Færdselsloven har de fleste af os brudt, alligevel kan vi godt høre, forstå og bygge vores færdsel på den. Færdselsloven er ikke til for at udstede bøder, men for at vi kan færdes sikkert.
Jeg vil bruge to velkendte træer til at pege på dette at høre og handle. At høre og gøre vor himmelske Fars vilje (Matt.7;21) er; at lade være med at spise af kundskabens træ på godt og ondt (1.Mos.2;17) og i stedet spise af vintræet (Joh.15;1-8), der er sat midt i Guds verden.
At høre og handle, som Gud det vil! – er at få næring fra Kristus.
Jesus viser i Bjergprædikenen, hvordan rækkefølgen er: Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives os i tilgift. (Matt.6;33).
På ’den dag’ vil alt det bestå, der er bygget på klippen. Det, der udspringer af at høre og handle, som Gud vil det!
Amen
Matt.5-7: BJERGPRÆDIKENEN
Matt.7;1-5 – Fjern bjælken i eget øje
Matt.7;6 – Værn om det vi har fået fra Gud, bl.a. ved selvransagelse
Matt.7;7-11 – Bed, for Gud ønsker det godt for os
Matt.7;12-14 – Sammenfattende: Behandl andre, som du vil de skal behandle dig. Det kan føles trangt, men fører til livet
Matt.7;15-23 – De, der udlever Guds vilje, bærer gode frugter
Matt.7;24-27 – De, der hører og handler på Jesu ord, vil bestå
Matt.7;28-29 – Begejstring over Jesu undervisning
****
Fordybelse, bøn og anfægtelse (Meditatio, oratio, tentatio – Luther)
7. søndag efter trinitatis
Vinkel: Frygtløst af fortælle om Guds frelse.
(dds 1213-14)
Salmer 29 Spænd over os dit himmelsejl
298 Helligånden trindt på jord (Mel. Laub 1916)
— —
371 Du fylder mig (mel. S. Dahlmann – Fælless. 4 nr. 29)
Altergang 466 v. 2 Vær, Jesus, da mit liv, (mel B. Gesius 1603)
518 På Guds nåde i al våde (Mel. Herrnhut 1740)
(Tekster: Præd: Tiderne skifter, men vi kan ikke afkode Gud heri – Rom: I Kristus er der ingen fordømmelse – Luk: Fortæl hvad Kristus siger uden at frygte andres hån)
****
Bøn: Gud lad din Ånd fylde vore hjerter, så vi ikke præges af menneskefrygt, men fyldes af Gudsfrygt.
Amen
****
Matt.10;24-31 (En del af Jesu udsendelsestale til disciplene)
****
Frygt er noget vi alle kender til. Den rammer os forskelligt – eller det er nok snarere sådan, at vi håndterer frygten forskelligt, for frygt er en reaktion hos os på et ydre tryk.
Frygten er primært knyttet til livet og døden og som afledning heraf også til lykken og ulykken, sundhed og sygdom, frihed og fangenskab – det gode og det onde. Frygten dukker op, når vi er bange for at miste det, vi er glade for – i særdeleshed bange for at miste livet.
Frygt får os til at handle og vi reagerer forskelligt. Vi handler, …
– ved at være ligeglad, lukke øjne og øre,
– ved at gå i baglås, blive apatisk
– ved at gå til modangreb, bekæmpe (modstand)
– ved at følge, bakke op om (ærefrygt)
Disse handlemønstre fletter sig ind imellem hinanden overfor det, vi frygter. Der er ikke kun en reaktion over for hver frygt, vi møder. F.eks. kan vi frygte klimaændringerne og bakke op om det, ved at affaldssortere og spise mindre kød, samtidig kan vi tage på flyrejser og hyppigt sidder vi apatisk og lytter til den ene vejrudsigt efter den anden om ekstremt vejr.
Det er også sådan, at man kan frygt noget i en højere grad end noget andet. En form for gradbøjning af det vi frygter og det vi frygter mest, det er det, der kommer til at forme vore liv. I forhold til klimakrisen kan man jo frygte at ens liv bliver kedeligt, hvis man ikke kan komme på udenlandsrejser. Frygten for at kede sig bliver dominant i forhold til klimaet og så rejser vi.
Alt dette for at vise, at frygt og reaktionerne er mangesidige.
Det mangeartede titter også frem i Jesu modsætning: ”Frygt ikke … frygt derimod” – ”Frygt ikke dem der slår legemet ihjel … frygt derimod ham, der kan lade sjæl og legeme gå fortabt i Helvede.”
Der er noget, vi skal frygte mere end andet. Og her forstået som den frygt, der får os til at reagere ved at bakke op, følge efter – ærefrygten. Frygten betegner her hos Jesus, hvem vi sætter højest og bliver derved et udtryk for vores tro.
Oftest sætter vi tro og tillid sammen. Det er der rigtig gode grund til, men det kan ikke stå alene. Tro som tillid virker mere ædelt, renere, end en tro, der udspringer af frygt. Og det hænger sammen med, at vi har gjort meget ud af Guds kærlighed og næsten glemt Guds krav, Guds retfærdighed. Men i dagens evangelietekst bliver vi udfordret af Gudsfrygt, det at frygte Gud. Frygte, at vi kan gå til grunde i Helvede. At tale om fordømmelse vækker modstand og foragt. Måske mest af alt af dem, der hører til i egne rækker, dem der står os nærmest, dem vi dele kristentro med. Det hænger sammen med, at vi fremhæver; at Gud er kærlighed – og det gør vi ret i!! Men at holde fast i dette udsagn indebærer det så også, at Gud ikke kan lade nogen gå fortabt? Jeg véd godt, at der er mange prominente teologer, der hævder, at fortabelse ikke er en mulighed. På en måde håber jeg, de har ret, men det er ikke det, der toner frem i Jesu advarsler.
Vi skal frygte ham, der kan lade både sjæl og legeme gå fortabt i Helvede. At Gud kan lade både legeme og sjæl gå fortabt, er ikke det samme som, at han ønsker, at vi skal gå fortabt. Han ønsker det ikke, men samtidig er der mange steder i vores bibel, der viser os et Helvede, et sted hvor Gud ikke er og hvor vi havner, hvis vi ikke tager imod Guds redningsplan. Hvordan hænger det så sammen? Det føjes sammen der, hvor Guds krav og kærlighed og nåde, får lov til at stå ved magt. Retfærdighed og lov/krav hører sammen. Kærlighed og tilgivelse hører sammen. I nåden står kravene og kærligheden uindskrænket ved siden af hinanden, hvor kravene kræver opfyldelse og Guds kærlighed i Jesus opfylder dette krav. Her ud af springer Paulus’ triumferende udbrud: ”Så er der da ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus” (Rom.8;1)
Hvis vi definerer Gud ud fra kærlighed, så er det vores forståelse af kærlighed, der skal beskrive Gud. Her vil kærligheden oftest beskrives ud fra hvad, der føles godt. Men når Gud skal definere kærlighed, så har den et navn; Jesus. Og Jesus betyder ’Gud frelser’. Guds kærlighed er så dyb, at han var villig til at dø for andre, være vores frelser. Guds retfærdig er så retskaffen, at den ikke tåler nogen som helst form for ondt. Det er ikke kun de andres ondskab, der fører til Helvede, men også min egen. Vi har alle brug for at tage Guds frelse, Guds kærlighed til os. Tage imod den redningskrans Gud kaster ud til os ved at blive menneske her på jord.
Vi skal ikke frygte andres foragt, hån og latterliggørelse, så vi bøjer af og følger deres holdning. Vi skal derimod frygte Gud så meget, at vi tager Guds kærlige frelse til os; Jesus. Guds nåde.
Så gå da frit, enhver til sit og stole på Guds nåde! Da får vi lyst og lykke til, at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde.
Amen
Matt.9;35-38 – Jesus underviser mange steder, men mangler hjælpere
Matt.10;1-4 – De 12 disciple sendes ud som de første hjælpere
Matt.10;5-11;1 UDSENDELSESTALEN:
Matt.10;5-10 – Prædik: Himmeriget er kommet nær. Giv det for intet
Matt.10;11-15 – Bliv boende, hvor I først bliver budt ind
Matt.10;16-23 – Forfølgelse vil komme, men Guds Ånd vil stå jer bi
Matt.10;24-31 – Frygt ikke forfølgelsen – det samme skete for Jesus
Matt.10;32-39 – At stå i Jesu tjeneste medfører splid
Matt.10;40-42 – Tager man imod Jesus, tager man imod Gud
Matt.11;1 – Jesus og disciplene prædiker hver for sig
****
Fordybelse, bøn og anfægtelse (Meditatio, oratio, tentatio – Luther)