Palmesøndag
(salmebogen side 1099-1101)
I våbenhuset hænger en kongekrone
En kongekrone! Konger og dronninger er noget specielt og der er afstand til os andre almindelige mennesker. I dag, Palmesøndag, skal vi høre om en konge, der er temmelig anderledes. En konge der gerne vil dele sit kongedømme med os.
Klokkeringning
Præludium ved Nana (indmarch dåbsbarn)
Velkomst v Klaus
Indgangsbøn ved Børnekirken
Salme 176 v 1-4+7 Se, hvor nu Jesus træder
Tekstlæsning Matt.21;1-9 –Indtoget i Jerusalem
Happening: Lave kongekroner – så det kan ses på os, at vi er Kongebørn (Lise står for dette – Evt. rød løber)
Sang: Kongebørn (Guitar Klaus)
Salme 448 Fyldt af glæde
Dåb
Salme 70 Du kom til vor runde jord
Prædiken og kirkebøn
Salme: Salmer og kirkeviser 58 Det var en søndag lys og grøn (guitar Klaus)
Altergang
Bøn og velsignelse
Salme: Hil dig frelser og forsoner vers 1-3+7-9
Udgangsbøn ved FDF
Postludium ved Nana (Udmarch dåbsbarn)
****
Prædiken
En kongekrone. Flere af jer sidder med en kongekrone på. Men hvorfor er det lige en kongekrone?
Ja, det hænger sammen med det stykke fra bibelen vi læste for lidt siden, hvor Jesus red ind i Jerusalem på et æsel. Folk hyldede ham som konge ved at lægge palmegrene eller deres kapper på jorden, der hvor han red. (Havde det være Dronning Margrethe, så ville ”den røde løber” være rullet ud).
Himlens konge kom ridende på et æsel!! Det virker ikke særlig kongeligt, kan vi hurtigt blive enige om. Kongelige forbinder vi med flot tøj, store biler – måske en guld-karret og så med soldater eller livvagter. Men selvom vi ikke synes, det virkede fornemt, da Jesus red ind i Jerusalem, så var det lige præcis sådan Gud ønskede det. Gud havde mange år tidligere beskrevet det for folket gennem profeten Zakarias. Selvom Gud er mægtigere end alle konger, ville han ikke tvinge folk eller bruge vold og magt til at skabe sit rige. Han ville heller ikke have sikkerhedsafstand til andre eller fint tøj og en guldkrone. Jesus kom ikke i guld-karret med soldater omkring sig, han indtog heller ikke Jerusalem med en hær. Nej han kom på en ganske anden måde. Stilfærdigt – men også tydeligt som Gud havde beskrevet det.
Når I nu sidder med kongekroner på, så er det for at vise, at I er blevet en del af dette, ja, at I faktisk kan kalde jer kongebørn! Men vi kan også hurtigt konstatere, at det er på en anden måde end for kronprins Frederik. Vi er f.eks. ikke født ind i en kongefamilie, men ved at vi tror på Jesus og bliver døbt. Herved gør Jesus os til kongebørn – himlens kongebørn.
At være kongebarn hos Gud betyder ikke, at vi får en høj løn (apanage) eller at andre synes, vi er noget helt særligt, for vi bliver ved med at være lige så almindelige, som vi hele tiden har været. Alligevel er der noget supergodt ved at være kongebarn hos Gud. F.eks. at være et Guds kongebarn betyder at vi alle er lige vigtige. Dette gælder ikke i et kongerige her på jorden, der er den førstefødte altid mere værd end de andre og vi har også for nyligt været vidne til, at Dronning Margrethe har frataget prins Joakims børn deres kongetitler. Se, det ville aldrig ske i Guds kongerige. Her er vi alle vigtige, ja, noget ganske specielt på samme møde som en masse andre. Det er faktisk sådan, at det barn, der lige er blevet døbt, er lige så vigtig som Dronning Margrethe og som dig og mig – og Gud vil aldrig nogensinde fratage os vores kongeværdighed. Dog kan vi godt selv frasige os vor sammenhæng med Gud, nærmest som vi rejser ud af Guds rige. Det er ikke Gud der fratager os det, men vi kan lade være med at tage det til os, tage imod det.
Noget andet, der er godt ved Guds rige, er, at det er et fredsrige. I har nok alle oplevet, hvor ubehageligt det er, når nogen skælder ud eller hvor ophidset man selv kan blive, når man selv er sur. De allerfleste gange opstår disse situationer, fordi vi selv og de andre mest tænker på sig selv og ikke på hvordan vi i fællesskab kan komme videre. Guds fred handler ikke om at andre får ret og jeg får fred, men at vi er et fællesskab, der er bundet sammen af Guds kærlighed og af kærlighed til hinanden.
Lige præcis her kommer der endnu en ting, som er supervigtigt i Guds rige – det er tilgivelsen. Over for Jesus kan vi igen og igen be om tilgivelse og han vil give os den. Og netop som Guds kongebørn skal vi kunne tilgive andre og os selv, når noget sårede os, gjorde ondt inden i. I tilgivelsen véd vi, at noget gjorde ondt inden i, men i stedet for at blive hård, sur, skuffet, gal i skralden, så lægger vi det til side, lægger det over til Gud, så det ikke er smerten, hårdheden der farver vores dag, men Guds kærlige væsen. Herved er vi med til at bekæmpe det onde med det gode.
Og en sidst vigtig ting omkring det at være Jesu kongebarn: at Jesus kan føre os gennem døden og ind til det evige liv. Dette fejrer vi påskedag, ja, egentlig alle dage, for hver eneste dag kan vi glæde os over, at det som vi absolut ingen magt har over, nemlig døden, den kan Jesus befri os fra. Han kan føre os gennem døden. Vi kan forestille os det som et skib (kirkeskibet – håbet), der kan føre os fra en verdensdel til en anden. Uden skibet ville vi drukne. Men netop skibet kan føre os fra den ene del til den anden.
Som Guds kongebørn får vi del i fire vigtige ting:
- Vi er alle lige vigtige
- Vi bliver en del af et fredsrige
- Tilgivelse spiller en afgørende rolle
- Og Jesus kan føre os gennem døden frem til evigt liv
Amen.
****
Kirkebøn
Gud tak at vi må være børn hos dig – kongebørn.
Tak at du holder lige meget af os alle sammen. Tak at vi hos dig har lige stor værdi. For os er der forskel på, om det er vor bedste ven møder eller det bare er en vi går forbi hos cykelhandleren. Fordi vi handler sådan, be’r vi dig om visdom til at kunne behandle alle lige værdigt.
Himmelske Far, tak fordi du rækker os din fred. Tak at du ønsker, at vi kan være hos dig uden at frygte. Vi véd godt, at fred er vigtigt, men alligevel opstår der så let ufred. Hjælp os til at kunne sprede fred, hvor vi bor. Giv os visdom til at skabe tryghed og gensidig forståelse.
Kære Jesus. Tak for tilgivelsen. Tak at du har gjort det muligt for os at vide os helt tilgivet for alt, hvad der er gået skævt i forhold til Gud og til andre mennesker. Jesus giv os mod til at tilgive andre mennesker – og mod til at tilgive os selv. Giv os visdom, så vi ikke tillader det forkerte, men derimod tilgiver det forkerte.
Kære Jesus tak for livet. Tak for alt det skønne i verden. Tak både for de mennesker, der giver vores liv værdi og tak for naturen, som fryder og giver os mad. Og tak fordi du kan give os det evige liv. Jesus omfavn os med din livgivende Ånd, så vi ser alt det skønne og værdsætter andre mennesker.
Jesus fyld os med din nåde og fred, så vi fyldes af glæde og omsorg. Hjælp os til at forstå, hvad betydning din død og opstandelse har for os.
Amen
Mariæ bebudelse
Julen var lige til påske!
(salmebogen side 1094-96)
Salmer 80 Tak og ære være Gud
69 Du fødtes på jord
— —
71 Nu kom der bud fra englekor
Altervers 217 v. 1 Min Jesus lad mit
373 Herre jeg vil gerne tjene
(Tekster: Es: Guds tegn; Immanuel – 1.Joh: Livets ord bevidnet af disciplene – Luk: Maria kaldelse til Guds-moderske)
****
Bøn: O Herre Jesus, lad din Ånd mig kraftig overskygge, bered mit hjerte ved din hånd, at du deri kan bygge, at også jeg kan åndelig undfange dig og aldrig fra dig rykke! (DDS 71 vers 5)
Amen
****
Luk.1;26-38
****
Denne søndag kan man komme lidt i julestemning, fordi vi synger salmer, som vi forbinder med jul. Det er selvfølgelig ikke så mærkeligt, når det nu er bebudelsen af Jesu fødsel, vi er samlet om. Man kunne overveje hvor meget jul, der må være i salmerne – ja, jeg vil faktisk vende det om og sige, der kan ikke være for meget jul i salmerne, for det er netop ved at synge julesalmer en uge før påske, at vi bliver mindet om den reelle årsag til, at vi fejrer jul. Uden påske – ingen jul. Jo, julen varer lige til påske.
****
Overordnet er der to temaer i bebudelsen. Der er Guds ukuelige ønske om at være vor frelser og gøre det gennem at blive menneske. Og så er der Marias lydighed mod Guds kald.
Guds plan om at blive menneske for vor frelses skyld har en lang forhistorie, ja, den strækker sig helt tilbage til dengang det uproblematiske forholde mellem Gud og hans skabning gik i stykker. Dengang beskrev Gud overfor Satan omridset af sin frelsesplan, ved at sige til slangen, at den skulle bide kvindens afkom i hælen, men kvindens afkom skulle knuse dens hoved (1.Mos.3;15). Gud valgte af kærlighed til sin skabning en redningsplan i stedet for en udslettelse. Det er vigtigt at forstå, at Gud er drevet af kærlighed til sit skaberværk ikke af forpligtigelse overfor skaberværket. Det var ikke for at Gud selv skulle kunne overleve, at han ville være vores frelser, men fordi Gud ikke ville, at hans skabning skulle gå fortabt, dø. Han gjorde det ud af sin store godhed, ud af kærlighed. Og for at kunne befri menneskeheden, ja, hele sin skabning valgte han at blive lige med sit skaberværk og herfra bære alle vore overtrædelser. Han blev emmanuel – Gud med os, Gud er hos os.
Han kommer således ikke kun på visit. Han blev menneske sammen med os. Dette lod han ske gennem Maria.
Maria fik en opgave af Gud, et kald til at være Gud-moderske: At bære Guds salvede ind i verden, ja, lade ham blive konkret nærvær, blive kød og blod.
Maria tog den opgave på sig, tog kaldet på sig, for det var ikke blot en opgave hun kunne gå til og fra, som hun havde lyst til – det var et livsværk, et kald. Et livsværk så gennemgribende, at hun var Guds-moderske når hun stod op om morgenen, når hun vaskede tøj, når hun sang, når hun hvilede sig i middagshede, når hun besøgt venner, når hun gik i kirke og til hun træt lagde sig på briksen om aftenen, ja, hun var det også midt om natten. Det var et kald.
En opgave fra Gud!
Vi har alle fået en opgave af Gud. Den blev ikke overbragt ved engle besøg, men rakt af Guds egen søn. En opgave der er lige så gennemgribende, et livsværk, ligesom Marias opgave – selvom den fremstår på en anden måde. Også vi bærer Guds søn ind i verden, Guds frelse bliver legemliggjort gennem denne opgave.
Vi har alle fået opgaven at ære, elske Gud med alt hvad der er os, lige fra vor fodsål til vor hårtop. Og i denne hengivenhed for Gud er vi sat til at værne om, beskytte, tilgive og kærligt omslutte de mennesker, der er rundt om os. Vi har fået dette kald; at ære Gud og det gør vi bl.a. i vor tjenesten for vor næste, i næstekærligheden. Herved gør vi Jesus nærværende i dag. Vi bær Kristus ind i verden gennem denne opgave, når vi tydeligt elsker vor næste, fordi Jesus elskede os først.
Se, nogen får her ud over specielle kald ligesom Maria gjorde. Det er f.eks. dem der bliver kaldt til profeter. Men vi er alle kaldet til at ære Gud gennem vort virke på vor arbejdsplads, i vort hjem, på sportspladsen, på gåturen, i missionshuset, i kirken, ved købmanden som ved stranden. Gud har betroet os den vigtige og værdige opgave at vise Guds kærlighed midt i verden – at lade Gud blive virkelighed, der hvor vi færdes. At gøre Gud nærværende.
Vi har fået et kald fra Gud. Opgaven er ikke at vise, hvor dygtige vi er, men at pege på Gud – så andre ikke roser os, men takker Gud, for at han kom til dem gennem os. Men det er akavet, underligt, hvis vi skal sige til dem, der takker os for hjælp: ’Lad os takke Gud for det!’ – men det behøver vi heller ikke, hvis vi tydeligt gennem hele vort liv (fra opvasken til redningsaktionen) lader Jesus stråle gennem os. Så det må kendes på os, at vi er Guds børn.
Lad Gud stråle gennem mig!? Jeg har så let ved at blive optaget af, hvad der lykkes og hvad der mislykkes. Jeg har også en tendens til at nedtone det med Gud, for man skal ikke virke for from. Derfor skal jeg øve mig i at give mig hen til Gud og med Maria sige: “Jeg er din tjener. Lad det ske efter dit ord”.
Hvordan er det hos dig?
Amen