6. søndag efter Trinitatis
Reflektionspunkt: I dag er en del af det evige liv
(dds s 1208-10)
Salmer 748 Nu vågne alle Guds fugle små
36 Befal du dine veje
865b Usynlige (151 salmer) (mel. Katrine Muff)
— —
369 Du som gir os liv og gør os glade
Altergang 853 Igen berørt (151 salmer)
675 Gud vi er i gode hænder (Mel Egemose 1986)
(Tekster: 2.Mos: De ti bud med kommentarer – Rom: Gjort retfærdig af Jesus – Matt: Følg Jesus, så mister alt andet sin magt over os)
****
Bøn: Gud, love og regler har vi masser af og vi er mestre i at gradbøje regler, så vi kan overholde dem. Gud giv os blik for, at din lov kun er sekundær i forhold til dig. Hjælp os til at hengive os til dig af hele vort hjerte uden at gradbøje.
Amen
****
Matt.19;16-26
Jeg tror mange af os i vort stille indre, bærer på spørgsmålet: ”Hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?” Vi gør os vore tanker og noget pipper frem hist og her i særdeleshed i forbindelse med dødsfald.
– Nu er Farmor en lysende stjerne, der kikke ned på os
– Han kom ikke så meget i kirken, men kunne sit Fadervor
– Hun var et ejegodt menneske
– Han troede på min egen måde
Man kunne spørge om disse udsagn afspejler en refleksion over, hvad jeg skal gøre for at få evigt liv eller om de snarere afspejler, at reflektionen slet ikke er sket. Midt i deres gode intension ser jeg en udfordring, for jeg fornemmer en berøringsangst med livet, det evige liv. Jeg fornemmer en manglende overvejelse over, hvad efterlivet er, set i forhold til liv her og nu – altså en overvejelse over det evige liv. ”Hvad skal jeg gøre for at få evigt liv?”
Er det ikke for vigtigt et spørgsmål til bare at lade stå til!!
Hvad svarer vi? – Ja, hvad skal vi gøre for at få evigt liv?
Hvad svarede Jesus? – og tør vi lade os udfordre af Jesu svar?
Der er langt imellem dem, der kan udtrykke, at de gav afkald på deres arbejde, hus, familie osv. fordi de ønskede at elske deres næste, som Gud befalede. Vi hører af og til om folk, der giver afkald på alt for at leve deres liv, udleve der drøm, f.eks. at rejse verden rundt og så optager de Tv samtidig med. Det vækker noget i os, når vi møder sådanne personer. Der er ingen tvivl om, at de oplever en masse, som vi andre ikke gør. De solgte alt hvad de ejede for at udleve deres liv. Men de solgte ikke alt og gav det til de trængende, for derpå befriet fra jordisk gods at følge Jesus (Matt.19;21). Det er noget andet.
Men er svaret på spørgsmålet om, hvad jeg skal gøre for at få evigt liv, er det; at sælge alt hvad man ejer? Jeg er bange for, at der vil være meget mennesketomt i efterlivet, hvis dét var svaret. Måske ville man høre et par stemmer f.eks. Mother Teresa og Frans af Assisis, men der ville ikke være den fest, som Jesus beskriver eller den store hvide flok.
Hvad skal jeg gøre for at få evigt liv – desværre svarede Jesus meget konkret på spørgsmålet. Det ville have været lettere, hvis han havde nøjes med at sige: ”For mennesker er det umuligt, men for Gud er alting muligt (Matt.19;26)” Men Jesus begyndte ikke der. Så det skal vi heller ikke. Jesus sluttede dér og det må vi også, når vi mærker, at vi kommer til kort.
Så; hvad skal jeg gøre for at få evigt liv – alt og intet
Jesu svar på spørgsmålet giver et meget tydeligt billede af, at det evige liv begynder i dag. Vi skal ikke kun drømme om efterlivet:
– hold budene – elsk din næste ubetinget for Guds skyld
– giv slip på dine besiddelser – del ud af alt det du har til dem, der tænger for Guds skyld.
Ingen af disse udfordringer hører til efter døden, for i evigheden er de et vilkår. Sådan er efterlivet!
Spørg vi til det evige liv, så kan det ikke kun være fremtidigt, for så er det ikke evigt. Det evige liv er også i dag og det udfolder sig i mødet med den, du sidder vedsiden af såvel som den du kikker ind i nakken. Den du møder såvel som den der er langt væk fra dig (Rom.12;9-20). Det hele er en del af livet, det evige liv.
Hvad skal jeg gøre for at få evigt liv?
Du skal leve livet – leve det sådan som Gud har lagt det til rette; som et fællesskab, et fælles ansvar der er givet os af Gud. Livet er Guds – ikke vores, men vi er i live lige nu og Gud ønsker, at vi skal leve ham til ære og gøre alt hvad der står i vores magt til at gøre det godt for andre.
Her kommer vi til kort. Vi kan godt vinge nogle ting af: Jeg har ikke slået ihjel! – Tjek. Jeg har ikke stjålet (hvis vi lige holder barndommens små rapserier væk) – Tjek. Jeg har æret min far og mor (ja, det synes jeg da, at jeg har) – Tjek. Men denne ’tjek-liste-mentalitet’, denne gradbøjning af loven blev skudt i sænk med Jesu bjergprædiken (Matt.5-7). Tjeklisten bliver for de fleste af os smidt i skraldespanden, når det kommer til overvejelsen om at sælge alt hvad vi ejer og give det til de trængende for så i stedet at lægge hele vort liv i Jesu varetægt.
Tjeklisten må vi gerne smide i skraldespanden, men ønsker vi det evige liv, så bliver vi nødt til at fastholde, at det er evigt og derfor også er en del af vores nutid, hverdag. Det evige liv skal leves i dag Gud til ære. Når vi i bestræbelserne på at leve evigt i dag mærker, at vi kommer til kort, så er det, at vi må klynge os til Jesus, for udlevelsen af det evige liv i dag og frem ad, er en mulighed for Gud.
Hvem kan så blive frelst? – enhver som lægger hele sit liv i Guds hænder. Vi kommer til kort i forhold til at leve Gud til ære. Og jo mere vi forsøger at leve Gud til ære, des mere føler vi, at vi kommer til kort. Men det er netop i bestræbelsen på at overholde buddene, at vi kan læne os ind i, at intet er umuligt for Gud. Denne trøst kan give os frimodighed til at leve Gud til ære, leve evigt også i dag.
Amen
Matt.19;3-12 – Skilsmisse er ikke fra Gud, men grundet vores hårdhjertet givet os som en håndsrækning
Matt.19;13-15 – himmeriget er (også) for de små børn
Matt.19;16-20 – evigt liv fås gennem overholdelse af budene
Matt.19;21-22 – evigt liv fås gennem at sætte Gud over alt andet
Matt.19;23-26 – evigt liv skænkes af Gud
Matt.19;27-30 – at give afkald giver en himmelsk belønning
Matt.20;1-16 – Det er ikke vores indsats det kommer an på, Guds er gaven
****
Fordybelse, bøn og anfægtelse (Meditatio, oratio, tentatio – Luther)
5. søndag efter Trinitatis
Refleksions punkt: Trosøjeblikke, der blev os givet
(dds 1204-6)
Salmer 745 Vågn op og slå på dine strenge
334 Guds kirkes grund alene (Sdr. Felding)
911 Håbet er levende (151 salmer)
— —
52 Du, Herre Krist (mel: Berggreen 1852)
Altergang 853 Igen berørt (151 salmer) – (208 i Sdr. Felding)
62 Jesus – det eneste,
(Tekster: Jer: Jeramias’ kaldelses – 1.Pet: Kristus er hovedhjørnestenen i det levende Guds hus – Matt: Bekendelsen af Kristus og erkendelsen af hans død)
****
Bøn: Jesus, hjælp os til at tage tros-øjeblikkene til os, åbenbaringerne som du giver os, så vi kan læne os ind i dem, når almindeligheder, korrektioner og tvivl presser sig på.
Amen
****
Matt.16;13-26
Jeg kan huske, hvordan jeg som barn kom hjem fra sommerlejr og var helt høj. Et fantastisk fællesskab og nogle skønne bibeltimer. Alting stod i et forklaret lys. Det var så indlysende og rigtigt. To dage efter var det ikke længere indlysende. Jeg kunne godt genkende noget af det, men der var noget, der strittede voldsomt i en anden retning. Noget som gjorde at jeg måtte genformulere min holdning, for at få det til at passe.
En rigtig Simon Peter tur!
Fra Peter var der første den bekendelse vi holder af at høre: ”Du er Kristus, den levende Guds søn!” Man kan blive helt høj af at sige sådan en sætning. Og så kom Peters genformulering i mødet med virkeligheden, et velment, kærligt udtryk fra en mand der virkelig brænder for sagen: ”Sådan må det ikke gå dig, Herre!” For Peter gik der ikke to dage, for ham skulle der bare to minutter til. Er jeg så mere standhaftig end Peter? Overhovedet ikke!!! Men jeg er lige så menneskelig som Peter.
Vi er rigtig mange, der kan mindes sådanne ruchebaneture, hvor vi det ene øjeblik synes, at alt er indlysende og godt, for så ganske kort efter at ville korrigere, det vi lige har fået givet.
Fået givet – fået givet!!!
Disciplene var ikke ved en midtvejs eksamen hos Jesus, hvor de skulle sætte ord på, hvad de have lært ind til videre. Jesus gave heller ikke Peter karakteren 12 med pil OP AD! Men Jesus pegede på, at det ikke var noget, Peter selv havde fundet på, men at det var givet ham. Han havde fået det givet af vor Himmelske Far.
Peter fik det givet.
Du og jeg fik det også givet. Vi fik givet de små glimt af Gud i hverdagen, den varme fornemmelse, aha-øjeblikket, dagen da nogle gudsforestillinger faldt på plads, den dybe fred i hjertet – ja, troens øjeblik eller hvad vi nu vil kalde det.
Vi fik det givet! – det var ikke os der præsterede det.
De små åbenbaringer, som var så befriende at være i – og som vi derfor længes efter, søger efter, forsøger at fremkalde igen. De bliver os givet. Det er ikke noget, vi selv kan fremelske. Man kan ikke pege på en bestemt metode, selvom visse situationer kan fremme dem – som f.eks. en sommerlejr, gudstjeneste, bibellæsning, bøn.
Vi får dem givet – så tag imod dem som gaver fra vor Himmelske Far.
To minutter efter var den gal for Peter – eller nej, den var ikke gal for Peter, selvom det var galt, det han sagde. Han fik givet noget andet. ”Vig bag mig, Satan” var Jesu barske ord. Ikke til Peter, men til Satan, Djævelen sneg sig ind i samtalen. Så næstekærligt, så omsorgsfuldt, som sidste søndags evangelium lagde op til. Peters omsorg for Jesus var oprigtig og velment. Peter var klar til at beskytte Jesus, vejlede Jesus, korrigere så det falder rigtigt ud.
Også her er der trøst at hente i; at det blev givet. For de gange vi tolker forkert, korrigerer Gud, så bliver det os også givet, blot ikke af Gud, men af hans modstander. Vore forskellige forsøg på korrektion er ikke så alvorlige, at vi mister discipelstatussen. Peter blev ikke smidt ud af det gode selskab – det gør vi heller ikke. Men vi skal være klar til, at selv den mest oprigtige, velmente, omsorgsfulde tros-korrektion kan blive skudt ned af Gud.
****
Er det skidt med disse ruchebaneture!
Ikke nødvendigvis. Disciplene oplevede dem et par gange under deres vandring med Jesus. Der var forklarelsen på bjerget, hvor der var et kæmpe ønske om at bliver der oppe langt fra hverdagens genvordigheder, men hvor turen gik ned af bjerget og straks meldte udfordringerne sig (Matt.17;4+19+21).
I påsken over alle påsker var disciplene også klar til at kæmpe for Jesus, ja, gå i døden for ham, men de flygtede, da det kom til stykket.
Og måske genfinder vi også lidt af det i disciplenes håndtering af de mødre, der kom med deres børn til Jesus. Hvor de velmenende og måske noget arrige viste dem bort, men måtte sande at Jesus ville det anderledes (Mk.10;13-16).
Men ingen tvivl om at ruchebaneture gør noget ved os. Lige så berigende en åbenbaring kan være, lige så ødelæggende kan en korrektion være. De er begge givet os – den ene eller andens overvægt er ikke ensbetydende med, at sådan er vi nu engang – de er os givet i forskellige mængder og med hver sit formål. Enten for at fremme vores glæde ved Jesus, vor forundring i Helligånden og vores tiltro til Gud, for at give os fred i sindet eller for at afskære os fra det selv samme (1.Mos.3;1 eller Matt.16;22).
Hvad skal jeg arme menneske da gøre?
Jeg vil gennem en indianerhøvdings ord give et råd:
Indianerhøvdingen sagde til sit barnebarn: ”Inde i os er der ligesom to ulve, der slås. De vil hver deres – ondt eller godt”
Barnebarnet spurgte forfærdet: ”Jamen bedstefar, hvem vinder??”
Hvortil høvdingen svarede: ”Den, du fodrer!”
Hvem vinder? – Den du fodrer!
Og i Peters og vort tilfælde kan vi stoppe op ved, at det er noget, vi får givet – så hvem vinder – den du tager imod, den du lytter til.
Amen
Matt.16;1-4 – at tyde tidens tegn
Matt.16;5-12 – vær på vagt overfor usand lære
Matt.16;13-20 – Peters bekendelse
Matt.16;21-23 – Peters korrektion
Matt.16;24-28 – efterfølgelsens afsavn
Matt.17;1-8 – 3 disciple ser Jesu guddommelighed
Matt.17;9-21 – fra glæden til afmagten
****
Fordybelse, bøn og anfægtelse (Meditatio, oratio, tentatio – Luther)