I folkekirken har søndagen være den faste gudstjenestedag og derfor ligger det på rygraden hos mange, at søndag er gudstjenestedag.
Men nu skubber nogle ydre omstændigheder på. Omstændigheder der ikke er teologisk eller kirkeligt bestemt, men hænger sammen med en ændring i vort samfund: Vi bor ikke længere så lokalt som før i tiden.
Hvad har det med søndagsgudstjenesten at gøre? I først omgang intet – og dog. En anden skøn tradition er blevet styrket i vores tid: Man vil gerne have mange fra familien med til barnedåb. Den øgede geografiske afstand mellem familiemedlemmer samt ønsket om at have familien med til dåb, har afstedkommet et stigende ønske om lørdagsgudstjenester.
I Assing sogn laver vi derfor en forsøgsordning, hvor vi fire gange i løbet af det kommende kirkeår flytter en søndagsgudstjeneste til en lørdagsgudstjeneste, hvorved der ingen søndagsgudstjeneste er i disse weekender. Bevæggrunden herfor er dobbelt. Vi er rigtig glade for, at forældre ønsker deres børn døbt og at de sætter dåben så højt, at de inviterer familien fra nær og fjern. Det andet aspekt er, at ved dåben træder vi ind i et verdensomspændende fællesskab; kirken eller Guds folk. For at fastholde denne dobbelthed flytter vi søndagsgudstjenester i håbet om, at de, der normalt vil komme søndag, også kommer til gudstjeneste lørdag. Herved fastholdes det, at vi ved dåben bliver en del af kirkens store fællesskab. Skulle der ikke komme nogen dåb, fastholdes gudstjenesterne om lørdagen – ligesom vi gør om søndagen.
Vi håber, det bliver vel modtaget. Når året er omme, vil menighedsrådet genoverveje brugen af lørdagsgudstjenester.

Sognepræst Klaus Buch Møberg