Søndagsprædiken

Klaus Møberg
Sognepræst Assing Sogn

25. søndag efter trinitatis

Tekster: (GT) Naturen kommer igen efter hårde tide, for et menneske i graven er det slut, (Epistel – 2.Pet.3;8-15a) Gud består når verden forgår, hold jer derfor til Gud, (Epistel – 1.Kor.15;50-57) Ved Guds riges komme sker en forvandling, (Evangelium) Guds rige er midt i blandt os, selvom der er lidelse og smerte – når Riget kommer i fuld herlighed er du ikke i tvivl.

****

Bøn: Gud, tak for evigheden, hvor alt er godt, ja, hvor du er alt i alle. Hjælp os til at leve opmærksomt her på jorden, så vi har dig for øje og omsorgsfuldt favner vor næste, for dit evighedsrige har sit udgangspunkt midt i vor dagligdag.
Amen

****

Luk.17,20-33

****

Gudsriget – vi er mange, der gør os forestillinger herom. Vi bruger nok hyppigere ordet paradis, og tænker på noget, der engang skal komme – og alligevel vil vi gerne have en forsmag på det allerede nu. Ser vi et skønt sted, et idyllisk sted kan man næsten få fornemmelse af paradis på jord. Det kan være meget forskelligt fra person til person, hvad dette lille lokale paradis er.
Kan hænde, at nogen siger: ”Her er paradis!” eller ”Der er paradiset” – ja, vi har endda et Tv’program der hedder paradis, men det er dog ikke et paradis, jeg ønsker at komme i, fordi der er så meget råddenskab i det. Mange steder i verden findes paradisøer, selv i Borre sø ved Silkeborg.
Gudsriget, paradiset kalder på noget i os. For os handler det om fravær af det, der tynger, frihed for besværlige byrder. Det handler om nydelse og fascination.
Gudsriget, paradiset er noget vi gør os tanker om, og det er ikke et helt dumt spørgsmål farisæerne stiller. Hvornår kommer Gudsriget?

Heldigvis fejede Jesus det ikke til side ved at sige, at det ikke findes, at det blot er en illusion. Men han fik gjort opmærksom på, at der er forskel på Gudsriget og så vort eget paradis.

****

Se, selve episoden, der udspiller sig i stykket fra Lukasevangeliet, er ligesom todelt.

Første del er en gruppe farisæer, der spørger Jesus om, hvornår Guds rige kommer. De spørger fordi det interesserer dem. De vil gerne kende fremtiden – som så mange af os andre.
Der er formentlig også en undertone i deres spørgsmål, der går på, at de gerne vil have Jesus til at dumme sig, til at afsløre sig selv som falsk forkynder, som Guds bespotter. Farisæerne havde et horn i siden på Jesus, fordi hans måde at være på, hans forkyndelse, ja, hele hans tilstedeværelse undergravede deres forståelse af Gud og deres tro på Gud.
Jesu svar giver farisæerne noget at tænke over uden at forarge dem. De kan ikke anklage Jesus for gudsbespottelse med det svar, Jesus gav. Samtidig rummer svaret mulighed for, at de senere vil kunne forstå, hvad der ligger i det – ved at forstå hvem Jesus er.
Jesu svar rummer ikke en afklaring på, hvornår Gudsriget kommer, derimod peger han på, at vi ikke kan lokaliserer det til et bestemt område. Men selvom det ikke findes på et geografisk sted, så er det der, for det er midt iblandt dem lige der, hvor de står.

Så kommer anden del.
Vi skal ligesom forestille os at farisæerne har stillet spørgsmålet, hørt svaret, og nu går de bort diskuterende, hvad de har hørt. Så vender Jesus sig til disciplene og giver dem en tillægs beskrivelse på, hvad det vil sige at Gudsriget er midt iblandt dem.
Enhver jøde vidste, at Gudsriget og Menneskesønnen hører sammen (Dan.7). Det er fra Daniels syn, hvor Gud, som den gamle af dage, sat på tronen, og der så træder en frem som en menneskesøn – altså en del af Gud ses som et menneske. Det er en profeti, en beskrivelse af Gud der blev menneske, sådan som vi netop møder det i Jesus. Sådan som disciplene netop havde erfaret, fornemmet i deres følgeskab af Jesus.
På den måde fik Jesus vist dem, at Gudsriget er midt i blandt os i kraft af Jesus selv. Jesus bor ikke noget bestemt geografisk sted – i særdeleshed ikke nu, hvor han er faret til himmels og derfor er med os alle dage ind til verdens ende. Han er med os, der hvor vi samles om ham – f.eks. i gudstjenesten, eller når vi be’r derhjemme.

****

For Jesus er paradiset både noget der kommer og noget der er her lige nu – og det hænger sammen. Gudsrige er midt i blandt os i kraft af Jesus, men det vil også engang bryde frem for fuld udblæsning, og ingen vil være i tvivl om, at nu sker det.
Til at tydeliggøre at det er noget, der er her lige nu og noget, der pludselig kommer, bruger Jesus eksemplerne med Noa og Lot. Her gik dagligdagen gik sin vante gang, man spiste og drak, man snød, stjal og sårede andre, man dyrkede jorden, stiftede familier osv. og midt i denne dagligdag færdedes Noa og Lot med Gud. Pludselig indtræder der en ændring, hvor dagligdagen forsvinder og en ny tid indtræder.

I dag skal fokusset ikke rettes mod den dobbelte udgang, men derimod rettes mod Gudsriget. Og det er her lige nu, for at vi skal finde det, og det vil også komme engang. Vi har alle mulighed for at tage del i det, netop ved at lade Jesus, Menneskesønnen – Guds søn, ved at lade Jesus være en del af vores dagligdag; ved at rette vort liv ind efter ham. Det er vort eget valg. Men Guds riget er midt i blandt os i kraft af Jesus, ligegyldigt hvad vi vælger. Og når Jesus kommer igen, bliver der ikke tid til at vende om for at samle noget op, valget skal være truffet inden da.

****

Gudsriget er noget, der er her og noget der kommer, og der er stor forskel på Gudsriget nu og det der kommer, men alligevel hænger de sammen.
Det kan virke lidt forvirrende.

Et billede, jeg bruger for at kunne forstå denne dobbelthed, er fosteret/barnet i moders mave:

  • Fosteret er barn af mor og far – alligevel kan vi godt finde på at sige, at vi venter barn. Der er altså tale om noget, der allerede er, men også noget der kommer.
  • Der er også stor forskel mellem at være foster og være født. Som foster er man i et snævert rum, man trækker ikke vejret selv og spiser ikke selv. Når man bli’r født, kommer man ud i den store verden, man trækker selv vejeret og spiser selv. Men forskellen til trods hænger det uløseligt sammen, livet begynder ikke først efter fødslen.

Gudsriget – er her og det kommer ved tiden afslutning.
Tager vi Gudsriget til os, Gudsriget, der er midt iblandt os i kraft af Jesus, så får det konsekvenser af den gode slags i evigheden.

Amen

Alle Helgens søndag

Alle Helgen 2018 – Prædiken: Matt.5;13-16

Indledning:

Den tomme grav er for os stedet, hvor vi sænker vore afdøde kære ned i, men den tomme grav er tillige grundlaget for vor tro på livet efter døden. Det, som ikke kan ske, gjorde Gud ved at lade Jesus tømme graven. Jesu tomme grav venter ikke på, at Jesus bliver lagt derind, men vidner om, at han har overvundet døden.

Tænk når engang den tåge er forsvundet.
Døden gør tågen tydelig. Der er selve dødens tåge, som sænker sig over os, når vi mister, hvor vi ikke kan se og fornemme, hvad der sker med vore afdøde kære. Men selv om tågen hindre os i at se, så kan den ikke hindre os i at høre. Tågehornet i dødens tåge er Jesu ord om, at han er opstandelsen og livet. Han har magt til at føre os frem til livet på den anden side af døden.

Tågehornet i sorgens tåge er minderne. Minderne der viser os værdien af at leve med og for hinanden. Vi fik meget givet – det mindes vi. Minderne fra et levet liv er ikke kun lyserøde. Der er også minder af den svære slags, men de gode minder er dem, der knytter sammen og som kan bære de tunge minder.

I dag er vi samlet mellem de to tomme grave: Den tomme grav vi lagde vore afdøde kære i og Jesu tomme grav. Vi er samlet med minderne og sorgen – vi er samlet om opstandelsen og håbet.

****

Bøn: Gud lad minderne og håbet gå hånd i hånd i dag. Lad taknemmeligheden vokse ud af minderne og lad freden vokse ud af håbet du rækker os. Gud, lad din Ånd fylde vore sind.
Amen

****

Læsning: Matt.5;13-16

En pige så på et glasmosaik. Hendes mor havde nævnt, at det var helgener på glasmosaikket. Da spurgte pigen: ”Mor, en helgen, er det sådan nogen, der lader lyset skinne igennem sig?”

Lader lyset skinne gennem sig.

I er verdens lys, sagde Jesus, og føjede til, at vore lys skal skinne for mennesker, så de ser vore gode gerninger og priser vor Himmelske Far.

Det er at lade lyset skinne igennem os. Jesus er verdens lys, så den der tror på ham, lever med ham, ikke skal vandre i mørke. Dette lys skal skinne igennem os – vi er verdens lys.

****

Alle Helgens dag er en dag, hvor vi mindes vore afdøde. Mindes hvordan de var med til at give vores liv værdi. Mindes hvordan de var der, da vi havde det svært, mindes hvordan de var der, da glæden fyldte det hele – men vi sidder også med minder, der kan være tunge, fordi dem, der stod os nær, svigtede. Eller fordi dem, der stod og nær, ændrede karakter i løbet af livet.

Ingen af os er helgen, forstået som fejlfri – men vi kan alle være helgener, forstået som dem lyset skinner igennem, hvor de gode gerninger kan skabe taknemmelighed til Gud, alt godheds kilde.

En konfirmand protestede, da jeg talte om, at hjemme hos Gud er alting godt: ”Det er da ulideligt med sådan en lalleglad godhed. Når alting er glæde, så kan man da ikke forstå glæden, så bliver den kedelig.”
Det er en besnærende tanke og mange tænker på den måde, men jeg er ikke enig. Bl.a. fordi det gode vore kære gjorde mod os, ikke først bliver godt, fordi de også var onde imod os. Det gode er godt i sig selv, ikke fordi det er bedre end det onde. Livet bliver heller ikke værdifuld, fordi der er noget ondt i verden, men livet er værdifuldt og det vidner det gode om.
De gode gerninger, vi gør, er et genskær af Guds godhed.

****

Det giver mening at mindes de gode gerninger vore kære gjorde, og herigennem takke Gud for dem og livet.

Det give mening at mindes vore kære for herigennem ærer vi dem.

Minderne fra vore kære, hænger sammen med, at de har været med til at forme og farve vort liv.
Sorgen, vi føler i denne sammenhæng, udspringer af det gode, vi mødte hos dem. Bitterhed og smerte udspringer af de gange, hvor det gode udeblev. Det gode er det vigtige. At være verdens lys er også med fokus på det gode.

Vi mødte det gode hos vore kære – vi har stadig mulighed for at bringe det gode videre til vore nu levende kære. Vi kan være verdens lys for vor næste, med den erfaring vi fik af vore egne kære. Minderne vokser ud af de frø der blev sået i levende live.
Dem, vi har mistet, såede en del af vores mindehave til. Ved at værne om de gode minder, sætter de blomster og siden frø, som vi må bruge til at så i andres liv.

****

Her mellem de to tomme grave lever vi vort liv, hvor vi kan glædes over minderne fra vore afdøde og gennem gode gerninger være med til at så nye minder hos andre.
Og fordi Jesu grav er tom, kan vi også leve med håbet om et gensyn med vore kære, hvor alt det som var uklart for os, tågen, forsvinder, og endnu bedre er det at tænke på, at kun det gode hører til hjemme hos Gud.
Med disse minder og dette håb kan vi være jorden salt og verdens lys. Heri kan vi gennemleve smerte og modgang og heri kan vi sprede det gode. Ja, vi kan være hverdags helgener, som Guds lys skinner igennem.

Amen.

****

Altergangs indledning:

Ved altergangen Alle Helgen kan vi, ud over de to elementer af nærværs måltid og tilgivelse som Jesus lagde i nadveren, tillige føje tankerne om fællesskabet med dem, vi har mistet.

Nadveren som fællesskabsmåltid rummer også tanken om fællesskab med dem der gik forud, dem der er døde. En af Jesu beskrivelser af evigheden er det store måltid. Ligesom nadveren udspringer af et måltid, påskemåltidet, således peger nadveren også fremad mod det store måltid hjemme hos Gud. Dette fællesskabsaspekt giver det mening at betone netop på Alle Helgens søndag.

Knæfaldet her i Assing kirke understøtter denne tanke, ved at være en halvcirkel, hvor vi har lov at tænke den anden halvdel som stedet, hvor vore afdøde kære også spiser ved Herrens bord.

Med dette i tankerne vil vi nu fejre nadver.

Opløft jeres hjerter til Herren….

Amen

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk