Midfaste søndag
Hvorfor opsøger vi Jesus? Hvorfor går vi i kirke?
(dds 1091-93)
Salmer 6 Dig være, mildeste Gud fader (mel. J.B. König 1738)
610 Bliv hos mig, kære Herre Krist (Mel: Strassburg 1525)
— —
30 Op, alle som på jorden bor
Altergang 474 Jesus Krist, du gav mig livet
473 Dit minde skal, o Jesus, stå
(Tekster: 2.Mos: Manna Guds himmelbrød, eller Sl: Guds nåde og barmhjertighed er stor, den skal kundgøres for alle – 2.Pet: Alt hvad der behøves til liv og gudsfrygt er skænket os i Jesus, derfor skal vi sætte alt ind på at tjene ham med vort liv – Joh: Jesus er det sande brød)
****
Bøn: Jesus åben vore sind, så vi fornemmer dig. Der kan være mange grunde til at søge dig. Tal du derfor til os så vi fyldes af din sandhed.
Amen
****
Joh.6;24-37
****
Hvorfor søger vi Jesus? Hvorfor opsøger vi ham ved at gå i kirke?
Se, i evangelieteksten kom en stor gruppe mennesker hen til Jesus og Jesus udfordrer deres bevæggrund for at søge ham. Ja, han hævder, at de kun søger ham, fordi de fik tilfredsstillet et grundbehov i deres liv: Mad – de blev mætte.
Men hvorfor søger vi ham?
Folkemængden dengang søgte ham, ikke fordi han var Guds søn, fordi han er ét med Gud, men fordi de øjnede en mulighed for at deres liv kunne blive så meget lettere. De ville gøre ham til brød-konge (Joh.6;15), som kunne sørge for, at der altid var mad nok. En pragtfuldt tanke. Jesus ønsker dog ikke fans, men disciple! Fans jubler, når det går godt, men forsvinder lige så snart, det går dårligt. Disciple følger i gode såvel som dårlige tider.
****
Men hvad får os til at opsøge Jesus?
Søger vi Jesus, fordi han kan opfylde et behov for tryghed?
Søger vi Jesus, fordi han kan opfylde et behov for retfærdighed?
Søger vi Jesus, fordi han kan helbrede syge?
Søger vi Jesus, fordi han kan lette vore sjælekvaler gennem tilgivelsen?
Søger vi Jesus, fordi han står på den svages side?
De er vigtige alle sammen, men søger vi Jesus på sådanne måder, så kan det være et udtryk for, at Jesus skal opfylde et behov i os – og vi kommer til at ligne en stor fan-gruppe, der jubler, så længe vi får, hvad vi ønsker.
Men Jesus ønsker ikke fans, derimod kalder han os til at være disciple. Alle folkeslag skulle gøres til hans disciple (Matt.28;19), som vi igen og igen høre ved dåben. Jesus taler aldrig om fans.
I evangelieteksten udfordrede Jesus den store gruppe mennesker ved at pege på, at de ikke ”skal arbejde for den mad der forgår, men for den der består” (Joh.6;27).
Det må også gælde os, hans disciple. Vi skal ikke søge det, der tilfredsstiller os her og nu, men søge det, der kan fylde os på den lange bane. Evangeliestykket minder meget om et andet kendt Jesus-udtryk: Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives os i tilgift … vor himmelske Far véd, hvad vi trænger til (Matt.6;32-33). Der er ikke tale om et enten eller, men om en rækkefølge, en prioritering af Gud og vore egne behov, vore liv. Søger vi Jesus, fordi han kan mætte vore umiddelbare behov, eller søger vi ham, fordi han er den synlige del af Gud, som kan give os fællesskab med Gud?
****
I Petersbrevet bliver vi også udfordret i dag – jeg havde nær sagt ”den modsatte vej”. Hvor Jesu spørgsmål til os om, hvad baggrunden er for at søge ham, godt kan føre til en åndelig, verdensfjern tankegang, så får Peter koblet vores tro sammen med vores handlinger. Vi skal vise vores tro i det, vi gør.
Se, Jesus opfordring til os er absolut heller ikke til at trække os ud af verden til en åndelig svære, men netop at lade vores tro være den der gennemsygere vore handlinger, vore liv – evangelieteksten vi lyttede til, skal jo sammenholdes med alt det andet, Jesus også har sagt som f.eks. det dobbelte kærlighedsbud. Evangelietekstens pointe er ikke, at vi skal lade være med at tænke på mad. Lidt slagordsagtigt kan vi sige, at vejen til Gud ikke skal gå gennem vores mave, men gennem vort hjerte. Det er ikke først, når vi er blevet mætte, fået opfyldt vore behov, at vi skal søge Gud, men vi skal først søge Gud af hele vort hjerte og han véd, hvad vi trænger til.
I Petersbrevet laves der en form for cirkelslutning, hvor troen, der netop søger det hellige, evige, ukrænkelige, med dyb ihærdighed, skal vende sig mod denne verden, handle i hverdagen. Troen skal være virksom i det vi gør, i de afsavn vi lider, i den smerte vi møder. For igennem dette vil vores erkendelse af Jesus blive dybere, vores forståelse af ham blive bredere.
Hvorfor søger vi Jesus? Hvorfor kom vi til kirke i dag?
Det kan vi kun svare på selv, men vi kan alle gå udfordret hjem med en overvejelse om, hvad vores bevæggrund er for at søge Jesus og kirken: Søger vi Jesus, fordi han er Guds søn? og derfor gerne vil være hans discipel – eller er motivationen en anden?
Ønsker vi, at Jesus skal være vores meste, læremester, være vores Gud, så kan vi ikke holde det for os selv, for troen på Jesus vil altid række kærligt ud mod vor næste.
Amen
Joh.6;1-15 – Bespisningsunderet og folket ønske om at gøre Jesus til kong
Joh.6;16-21 – en uvejrsnat på søen
Joh.6;22-35 – Jesus er for vor sjæl, hvad brød er for vor krop
Joh.6;36-59 – Jesus er livets brød og i Jesus skænker Gud os evigt liv
Joh.6;60-71 – Nogle disciple vender Jesus ryggen og en forudsigelse af, at selv en af de 12, som Jesus har udvalgt, vil svigte ham.
****
Fordybelse, bøn og anfægtelse (Meditatio, oratio, tentatio – Luther)
tredje søndag i fasten
Med Gud som vores Far vil vi elske Jesus.
(dds 1086-88)
****
Salmer 29 Spænd over os dit himmelsegl
300 Kom sandhedsånd (mel. DDS 84 Gør døren høj)
371 Du fylder mig med glæde (mel. S. Dahlmann – guitar)
— —
192 Hil dig, frelser og forsoner
Altergang 474 Jesus Krist, du gav mig livet
369 Du som gir os liv
(Tekster: 2.Mos: Moses’ forbøn for folket – Åb: Hold fast i Kristus lige så intenst som ved første ”aha” oplevelse – Joh: Hvem holder vi os til, hvem er vores far; Gud eller Djævelen?)
****
Bøn: Kære Far i himlen – hjælp os til at forstå alvoren og den bagved liggende omsorg, når du bliver skarp i mælet. Lad os ikke blive skræmt af hårdheden, men forstå dit ønske om at være os til hjælp.
Amen
****
Joh.8;42-51
****
Evangelieteksten er en del af en stridssamtale. Det er ikke en samtale, jeg jubler over at skulle prædike over. Man har sådan en fornemmelse af mudderkastning, hvor det gælder om at svine den anden mest muligt til. Både Jesus og jøderne beskylder hinanden for at gå Satans ærinde. Jesus siger, at jøderne har Djævelen til far og ikke Gud. Og de beskyder Jesus for at være besat af en dæmon. Man kan vist roligt sige, at linjerne er trukket skarpt op. Det er ikke umiddelbart den kærlig, omsorgsfuld Jesus, vi møder her.
Der dukker dog en alvor op netop i denne diskussion, bl.a.: Hvis Gud er vores himmelske Far, så skal vi ære Jesus, elske ham. En alvor vi må spejle vores egen tro i.
Se, i søndags omhandlede evangelieteksten tro og vantro, tillid og tvivl. I dag er evangelietekstens tone en helt anden. Den peger på viljen til at lytte, at høre efter. At ære og elske Jesus. Begge aspekter er vigtige at få med.
Men skal vi høre efter, hvis Jesus er besat af en dæmon? Hvis Jesus er gal i skralden? Nej, så skal vi ikke høre efter! Men hvad nu, hvis han ikke er besat af en dæmon og rent faktisk taler Guds sag til os? At han er sendt til os fra Gud. Her dukker alvoren op for os. Tør vi dykke ned i det, med mulighed for at vi kommer til at forbande Jesus eller med mulighed for at skulle adlyde ham ubøjeligt og følge ham?
Hvis man føler at Jesus er en lalleglad idiot, der bare taler om kærlighed og kildevand og strøer lidt fred ud over det hele, så kan jeg godt forstå, at man ikke vil finde sig i, at han gør krav på at være Gud – og gør krav på at vi adlyder ham. Men det er faktisk det krav gør gældende ved at sige, at han er ét med Gud. Han er Guds synlige side her i vores verden.
For at kunne forholde os hertil, er det vigtigt at se på, hvad det er, Jesus kom her for. Hvad han betegner sig selv som?
Er han kommet for at beskyde andre for at være Djævlens børn? – Uhmm, nej! Er hans mål at dømme, fordømme mennesker? Uhmm, nej! Er hans ønske at ændre Gud efter sin egen opfattelse? Uhmm, nej!
Eller er han kommet for at være vores frelser? Uhmm, ja!
****
Disciplen Johannes var anderledes i sin måde at opfange Jesu liv og virke på end de andre disciple. Det er en forskel vi også kan registrere i dag mellem os, hvor nogen nærmest har en fotografisk hukommelse, mens andre har en situations hukommelse.
Hos Johannes var den konstante spænding mellem Jesus og jøderne, farisæerne, de lovlærde, den ramme hvorudfra han huskede Jesus liv og virke. Diskussionen, der udspiller sig i dagens evangelietekst, er en bid af en længere diskussion omkring vægtlægningen af Moses og Abraham, som jo er Guds kerne personer i det jødiske folk. Jøderne så sig, som værende udvalgt af Gud gennem Abraham og vejledningen som folk, den fik de fortsat gennem Moses, Guds bindeled til mennesker. Abraham og Moses er kærnepersoner for jøder. Diskussionen udspringer at en situation, hvor nogle jøder kommer slæbende med en kvinde til Jesus. Hun var grebet på fast gerning i at bryde ægteskab og ifølge Mose overlevering var der ingen vej uden om; hun skulle dø. Her går Jesus imod overleveringen – ikke ved at acceptere ægteskabsbrud, men ved at pege på de fordømmendes egne fejl (Joh.8;1-11). I sidste instans tilgiver Jesus hende, sætter hende fri i forhold til Gud og siger til hende, at hun skal stoppe med at ødelægge ægteskaber. Jesus bruger Guds magt, tilgivelsen, og bruger ikke den menneskelige magt, fordømmelsen.
Her ud af udspringer diskussionen om hvem han egentlig repræsenterer. Han går jo imod overleveringen Gud har givet gennem Moses. Handler han på Djævlens præmisser eller er han Gud, der er den eneste, der kan tilgivelse fuldt ud?
Hvordan spejler vi vores egen tro i dette? Giver vi Jesus plads, som Guds ultimative nærvær? Eller holder vi os mere til, hvad vi plejer og synes er rimeligt?
Se, denne søndag lægges der op til, at vi skal overveje, om vi reelt set lytter til Jesus og hans liv og virke eller om vi blot synes, han er en fin fyr med et godt budskab og derfor i realiteten lytter mere til andre.
Hvordan forholder vi os f.eks. til Jesu slutreplik om, at den, der holder fast ved hans ord, aldrig i evighed skal se døden?
Eller hvordan forholder vi os til Jesu indledningsreplik om, at hvis Gud er vores far, så vil vi også elske Jesus?
Denne søndag lægges der op til overvejelser om, hvem eller hvad vi sætter højest i vores liv – hvem der er vores Gud, den styrende faktor i vore liv.
Amen
Joh.8;1-11 – Jesus fordømmer ikke
Joh.8;12-20 – Jesus pointerer sin sammenhørighed med Gud
Joh.8;21-30 – Jesus er ikke af denne verden, men i denne verden som Guds sendebud
Joh.8;31-47 – At være af Abrahams slægt er ikke det samme som at være et Guds barn. Et frisat Guds barn bliver vi ved at høre og gøre, det Gud vil.
Joh.8;48-59 – Jesus som søn af Gud går forud for Abraham. Det, Jesus siger, er fra Gud, derfor kan vi leve ved at høre og gøre det, som Jesus siger.
****
Fordybelse, bøn og anfægtelse (Meditatio, oratio, tentatio – Luther)