Søndagsprædiken

Klaus Møberg
Sognepræst Assing Sogn

Sidste søndag efter Helligtrekonger

(Kol.1;24-29) Joh.12;20-33

****

Bøn: Jesus – giv os hvedekornets kraft og mod, så vi tør give os hen i tjenesten for dig
Amen

****

I har alle fået et hvedekorn udleveret

  • Besværligt – evt. lagt på salmebogshylden for at passe på det
  • Lille – ser ikke ud af ret meget, men rummer noget stort
  • Måske tabt I den – tænkt ”og hvad så!”
  • Puttet det i lommen – svært ved at finde det igen.
  • Blandt de mindst – måske puttet det i munden

Sådan er det med et hvedekorn. Og hvedekornet kan vise os en vigtig ting:

  • Når det plantes, giver det sig selv og bliver til mere.

****

Den episode fra Jesu liv som udgør prædiketeksten til i dag, har hvedekornet som omdrejning punkt.
Hvedekornet der lægges i jorden og ”forsvinder” uden dog at miste sig selv, og bliver derved til ”mere” end sig selv.

Situationen, hvor denne overvejelse omkring hvedekornet finder sted, er lige efter Jesu indtog i Jerusalem, hvor han blev hyldet til tilråbt som konge. Så dukker der nogle grækere op eller græsktalende jøder op og spørger disciplene, om de kan få Jesus at se. Se den mand, der blev tiljublet på vejen ind i Jerusalem.
Havde det været i dag, havde de nok bedt om hans autograf – eller endnu bedre en selvfie med armen om Jesus, Woow! SE, hvem jeg har stået ved siden af.

Til dette ønske om at se svarer Jesus ved at henvise til hvedekornet. Herved bliver det et spørgsmål om at indse. Han begynder godt nok med det, de længtes efter. Han begynder med konstateringen af, at nu skal menneskesønnen herliggøres! Timen er inde, det sker lige nu! Jo, det er lige ved, at man ser Jesus på tronstolen, mægtig og sejrrig. Men i stedet for at agere kongelig og udstede ordre, mønstre en hær og klæde sig i fint tøj – bliver Jesus ved med at være sagtmodig og til dels undseelig, lille. Han holder fast ved sin mission, at skulle blive til velsignelse for alle folkeslag. Et løfte Gud gave Abraham adskillelige hundrede år før.

Dette sker gennem at give afkald.

Give slip på sig selv uden at miste sig selv. Netop som hvedekornet der lægges i jorden og dør – – – ikke for at forsvinde, men bliver til meget mere. Bliver til velsignelse.
Jesu opstandelses liv bliver til evigt liv for os. Det er det vi skal se – indse. Hans ophøjelse – var op på korset. Korset blev hans tronstol.

Det er ufattelig stort.

****

Det var ikke en fejltagelse, at han blev korsfæstet. Det var ikke, fordi jøderne var skinsyge, misundelig. Det var heller ikke, fordi romerne havde magten til at undertrykke og slå ihjel. Måden, det skete på, kan vel beskrives ud fra jødernes misundelse og romernes magt, men det var ikke årsagen til Jesu død. Årsagen til hans ophøjelse. Årsagen er at finde hos Gud og i vores dybt iboende trang til at bestemme selv – lysten til at gå egne veje. Ulydigheden overfor Gud.
Gud valgte at gå i døden for vor skyld, vor synd – herunder også de fejl vi gør.

Jesus sammenlignede sig med hvedekornet, der ”dør” i jorden for at blive til velsignelse – for at blive til mere.
Jesus skulle dø for at blive velsignelsen for alle folkeslag.
Hans opstandelse er første grøden, som siden bliver til velsignelse for mange. Bliver til velsignelse for enhver som tager imod det.

Jesus gav slip på sig selv, for at være til velsignelse for os. Han blev sårbar, han led afsavn:
Han gav afkald på sig selv uden at miste sig selv
Han ydmyg sig – men holdt fast i sin guddommelighed
Han var sagtmodig – men ikke vattet
Omsorgsfuld – men ikke curlingagtigt
Han var tjenende – men ikke vores tjener eller slave

Han gjorde det for at frelse os og give os liv. Han gjorde det ikke for sin egen skyld.
Han aflagde regnskab mellem Djævelen og Gud og løskøbte os – købte os fri fra vor bundethed til Djævelen. Det blev en renselse af sjælen for skidt. Det blev en benådning af vores gæld. Det blev en frisættelse fra vores fangenskab under det onde.

****

På en lignende måde skal vi være et hvedekorn, der lægges i jorden og dør for at blive til velsignelse for mange.

Vigtigt er det at holde fast i, at vi ikke er frelseren. Vi er et menneske, der har brug for Guds frelse – ligesom alle andre. Vi bliver aldring vore børns, naboers eller venners frelser, det er kun Gud, der kan det.

Men tænker vi os selv ind i hvedekornet, vi sidder med i hånden, så er der alligevel meget på spil. Vi opfordres til at give slip på os selv, give slip på vort eget liv, for at tjene vore medmennesker med Jesu omsorg, kærlighed, tilgivelse og nåde.

Hvedekornet bruges både til at beskrive Jesu gerning for os og vores gerning overfor vor nærmeste i troen på Jesus. Det flettes fuldstændig sammen – det begynder med Jesus der giver sit liv for at give liv til os. Derefter går det over i et alment ”den”, som både indeholde Jesus og os. Og rundes så af med en opfordring til at gå i Jesu spor, ved netop at give afkald på sit liv, for at vinde det – og vinde det til glæde og velsignelse også for andre.
Troen på Jesus indeholder næstekærligheden som:
giver afkald på sig selv – uden at miste sig selv
ydmyger sig selv – uden at miste selvrespekten
er tålmodig, sagtmodig – uden at være vattet
er omsorgsfuld – uden at fratage andre ansvaret
som tjener – uden at være andres slave

Gennem det hele skal vi pege på Jesus som vores og verdens frelser.

Og det er forunderligt, at når vi i troen på Jesus giver slip på os selv – ligesom hvedekornet, der ”dør” i jorden – så bliver det til velsignelse for andre. Så bliver det til glæde for andre, ja, det bliver til evigt liv.

Så meget kan et lille hvedekorn vise os.

Amen

Helligtrekonger

Matt.2;1-12

****

Helligtrekonger afslutter vor fejring af Jesu fødsel.
Vi har hørt om folketællingen, der tvang Josef og Maria til at rejse til Betlehem.
Om hvordan Maria her fødte Jesus, så englene sang på marken og hyrderne blev nødt til at forlade fårene på græsgangene for at gå ind og se det nyfødte barn.
Og nu hører vi så om nogle vise mænd, stjernetydere, der kommer langvejs fra for at ære Jesus. Den nyfødte konge.
Vi fornemmer allerede her i de første dage af Jesu liv på jorden, hvordan Guds plan med at sende Jesus berør os alle. Vi fornemmer hvordan Jesus både er for de fattige, hyrderne og for de rige, de vise mænd. Han er både noget for jøderne og for os der bor langt fra Israel.

Se, de fleste af os tænker ligesom de vise mænd, at en konge må bo på kongeslottet, på paladset. Det er meget logisk, at vi tænker sådan. For konge er ikke noget man læser sig til, uddanner sig til. Når vores dronning går på pension eller dør, så bliver stillingen ikke slået op i landets aviser, så man kan søge den. Nej, man fødes til at være kongelig og på et tidspunkt indsættes man til at være konge eller dronning. På denne måde passer kongetitlen godt til Jesus, for han fødtes til at være verdens frelser, befrieren. Det var ikke et job han søgte. Han var det helt fra begyndelsen af. Han var Guds udvalgte. Og han blev indsat som ca. 30-årig til sin opgave ved sin dåb.

Men hvorfor blev Jesus så ikke født hos kong Herodes, sådan som de vise mænd troede?
Gud kunne godt have valgt kongeslottet, hvis det var det han ville. Han kunne have valgt et hvilket som helst sted, det skulle være. Tænk sig at være i den situation, at man kan vælge lige hvad man har lyst til. Jeg er meget sikker på, at hvis vi, som sidder her inde i kirken i dag, havde fået muligheden for at vælge lige, hvad vi ville, have valgt anderledes end Gud gjorde. Det hænger sammen med, at vi vælger ud fra os selv og derfor tænker på at have det godt, afslappet, nemt.
Gud valgte anderledes, for han valgte ud af omsorgen for andre, ud af kærlighed til os. Det var ikke kun nogen af os, han ville vise omsorg for. Han er frelser både for de fattige og de rige, for dem, der bor i Israel, og dem, der kommer langt væk derfra – som vi jo gør. Han er verdens frelser – og det er hans fødselsdag vi fejrer hver jul.

****

Man kunne ikke se på Jesus at han var noget specielt. Jeg ved godt at Jesus oftest males med en stor lysende krans omkring hovedet, sådan som I kan se det på altertavlen. Men det var ikke sådan han så ud. Han var helt almindelig at se på og alligevel rummede han det største, der findes; nemlig Gud. Han oplevede at være afmægtig, lille, at være flygtning og forfulgt, han oplevede at blive drillet, hånet, mobbet, han oplevede smerte, sorg og død. Han oplevede alt det, vi også kan komme ud for. Det var ikke en manddomsprøve han skulle igennem, men det var af omsorg for os. Der er intet vi møder, som Jesus ikke kender til. Han har selv prøvet det og derfor forstår han os, når vi har det svært eller når vi har det godt.

Det bliver han selvfølgelig ikke verdens frelser af, for mor og far kan også (nogle gange) forstå os, når vi har det svært eller har det godt.
At Jesus kan have medfølelse, medlidenhed med os, er en af de gode ting ved Jesus. Og det er én ting, der peger på, hvordan Jesus er verdens frelser. For han sidder nemlig ikke i himmelen og udsteder ordre, men han kommer til os, og han forkaster os ikke, når vi fejler. Det er netop pga. fejlene, at Jesus er vores frelser – og pga. det der ligger bag fejlene.
Se, der er ingen af os, der synes, det er en god ting, at såre andre eller gøre dem kede af det. Alligevel så gør vi det af og til. Det er lidt underligt, at vi gør noget, vi ikke ønsker. Hvorfor lader vi ikke bare være? – Ja, bare vi vidste hvordan, så ville vi jo kunne skabe en rigtig god verden. Men når vi nu ikke kan lade være, så gør vi noget andet i stedet for, vi gir de andre skylden: ”Det var ham der slog først!” – ”De kunne da bare lade være med det de gjorde!”
Men det med at skubbe skylden videre gør os ikke fri af det onde. Her er det kun Gud der kan ’fri os fra det onde’, som vi netop ber om i Fader vor. Han kan tilgive vore fejl, og han kan fri os fra det onde, der ligger bag ved vore fejl. Den kamp mod det onde, mod Djævelen, kæmpede Jesus på korset for at frelse os. Det er her han bliver verdens frelser.
Da han stod op af graven påskemorgen, havde han gjort det hele for os, så der kun er en ting tilbage for os, og det er at tage Jesus til os, at tro på ham.

Når vi tager alt dette med, så er det ikke blot et lille nuttet barn i en krybbe vi fejrer i julen, men det er Guds nærvær, Guds frelse.

Amen