Søndagsprædiken

Klaus Møberg
Sognepræst Assing Sogn

3. søndag efter påske

For at kunne vise nogle billeder i forbindelse med prædikenen er den lagt ind som en PDF-fil. Denne kan tilgås ved at klikke på linket her under:

Prædiken 3. søndag efter påske

1. søndag efter påske

Bøn: Gud Helligånd, sæt tanker i gang hos os. Tanker der bringer trøst og opmuntring, der varer længere end smagen af chokolade. Ja, vis os vejen til fred med Gud og fred i vort sind.
Amen

****

Joh.21;15-19

****

Hvordan er det at møde en man troede var død og borte?
Det må være glædeligt, overrumplende, skønt. I hvert fald så længe det bare er en, man troede var død eller forsvundet.
Men havde man nu været med til at begrave personen, så er jeg overbevist om at glæden vil være blandet temmelig meget med frygt, uro, skepsis. Hvem er det egentlig jeg står overfor?

Hvordan var det for disciplene og Jesu venner at møde ham efter hans opstandelse?
Surrealistisk, spooky, dybt forvirrende – de har nok lige knebet sig i armen.

Disse gensynsøjeblikke, hvor kvinderne eller disciplene mødte Jesus efter opstandelsen, er præget af glæde men lige så fuldt af frygt, skepsis, forvirring. Det er vel et eller andet sted meget naturligt, men det bemærkelsesværdige er Jesu måde at møde sine venner på igen – vennerne, der svigtede og forlod ham, da han mest af alt havde brug for deres støtte. Hos Jesus er gensynet præget af stor imødekommenhed og venlighed. Hos Jesus var der ingen bebrejdelser i forhold til deres svigt forud for hans korsfæstelse. En bebrejdelse dukkede dog op i løbet af de 40 dage, hvor han viste sig for dem – det var bebrejdelsen omkring deres tungnemhed, deres uvillighed til at tage opstandelsen til sig, acceptere den, selvom de meget håndgribeligt så ham, mærkede ham. For lige så snart han var ude af syne, så væltede tvivlen ind over dem. De søgte tilbage til deres liv før mødet med Jesus – de tog ud for at fiske.

Denne episode, vi har lytte til i dag, hænger netop sammen med en fisketur. Da de kommer hjem fra fisketuren, sporer vi disciplenes usikkerhed. På den ene side er de overbevist om, at det er Jesus, men de tør ikke spørge ham. Og Jesus, ja, han møder dem med veltilberedt morgenmad. Da de har spist så kommer der ikke en række klager og bebrejdelser over Peters svigt Langfredag, men der afspejles en enorm imødekommenhed. Den som svigtede totalt bliver betroet en afgørende rolle. Peter, der havde svigtet sin mester, bliver af mesteren sat til at passe på mesterens ejendom.
Måske kan vi fornemme dybden i det der skete gennem et tænkt eksempel. En person har haft ansvaret for et firmas pengekasse og har stjålet et kæmpe beløb af kassen. Nu skal han stå ”skoleret” overfor direktøren. Efter at kassereren har bedyret sin loyalitet, bliver han genindsat til at varetage pengesagerne igen.
Utænkeligt! Ja. Men ikke desto mindre er det noget i den retning, der sker med Peter. Ham, der svigtede chefen, bliver sat til at køre ”firmaet” videre.

Det er tilgivelse i en meget fin udgave, vi har foran os her. En tilgivelse hvor der ikke bliver ”gået rundt om den varme grød”, eller set igennem fingre med noget – det er heller ikke glemsel, der råder. For ligesom Peter tre gange nægtede sit kendskab til Jesus op til Jesu domfældelse, således bliver han nu tre gange spurgt, om han vil vedkende sig Jesus, om han holder af ham.
Han blev således ikke ydmyget foran de andre disciple med hans fejhed og svigt. Han blev heller ikke latterliggjort med hans vidtløftige løfter om at ville gå i døden for Jesus, om så alle andre svigtede.
Jesus gik ligesom bag om svigtet og spørger til hans loyalitet, til hans troskab. Svigtene blev derved ikke så farlige, så truende – de mistede deres magt, deres betydning i forhold til hengivenheden, kærligheden. Målet var nemlig ikke at få Peter til at sige: ”Jeg er ked af det” eller ”Undskyld”. Peter sættes ikke i en situation, hvor han kan føle sig lille, ussel, fejl. Målet var derimod at løfte ham op ved at han skulle bekende, erkende, vedkende sig sin knyttethed til, sin afhængighed af den, han svigtede:

Elsker du mig?

Og jo, Peter elskede Jesus, holdt af ham, det var derfor, svigtene gnavede så voldsomt i sindet. Peter havde nok mest af alt lyst til at glemme dem, lade som om de aldrig var sket. Men Jesus ”ser ikke igennem fingre” med vore svigt – derimod ser han på vores hjerte, vores hengivenhed. Vores TROskab.
Svigtenes størrelse, karakter og mængde er af mindre betydning end vor kærlighed til ham, vor hengivenheden.
Ikke forstået således: Fordi jeg elsker ham, kan jeg godt tillade mig at svigte ham.
Men forstået således: Når jeg svigter ham, er det min hengivenhed han spørger efter – ikke mine svigt.

Tilgivelse bliver derved ikke en tilgivelse af en konkret forseelse, men det bliver et fornyet venskab, en genetablering af det ødelagte forhold. Det bliver således ikke afgørende at kunne remse alle sine svigt op, men det afgørende er at vedgå sin kærlighed, sin hengivenhed.

Sådan er Jesu tilgivelse også i dag. Det er ikke forseelsen Jesus spørger efter, det er kun os der gør dette, f.eks. når vi tænker: ”Jeg er da ikke værre end de andre!” eller ”Jeg er også verdens største idiot!”. Jesus spørger ikke efter forseelsen, men efter kærligheden, hengivenheden, tilliden. Han spørger om vi har plads i vort hjerte til ham – elsker du mig? Vil du knytte dit liv til mig?

Prøv at tænk over hvor stort det er, at han ikke afkræver et løfte af os om aldrig at gøre det igen.
Han spørg om vi har plads til ham i vort hjerte.

****

Når vi om lidt får mulighed for at deltage i altergangen, nadveren, så er det afgørende ikke om vi kan vedgå alle vore fejl, forseelser og mangler, men det, Jesus spørger efter, er: Elsker du mig? Har du plads i dit liv til Gud.

Vel kan vi blive mindet om vore forseelser og fejl, men i stedet for at skulle aflægge et løfte om aldrig mere at fejle, får vi lov til at bekende og vedkende os vor kærlighed, vor hengivenhed til Jesus, til Gud.
Derfor er alterbordet åbent for alle svigtere, forræddere, undskyldere, røvere, kagetyve, ja for alle, der i afmagten tør bekende: ”Jesus du véd alt! Du véd, at jeg har dig kær!”

Amen