Søndagsprædiken

Klaus Møberg
Sognepræst Assing Sogn

Tredje søndag i fasten

(Tekster: 5.Mos: Ikke lytte til trolddom eller spådomskunst. – Ef.5: Lev som lysets børn og hold jer fra det ”kødelige”. – Luk: Beskyldningen om at Jesus står i ledtog med Den Onde selv)

****

Bøn: Gud Helligånd, hjælp os til at kunne fornemme forskellen mellem det gode, der hører dig til og det onde, der vil sløre din virkelighed. Giv os ro, så vi kan høre og bevare dit ord.
Amen

****

Luk.11;14-28

****

Salige er de, som hører Guds ord, og bevarer det! Det er slutreplikken på billedet af den urene ånd, der henter 7 andre ånder og BZ’er et menneske, der lige har oplevet glæden ved at være blevet befriet fra en ond ånd, fra noget der bandt, noget der forbandede dette menneske. Der findes ikke en neutralitetszone eller fredsplads i åndernes verden.
Salig er de, som hører Guds ord, og bevarer det – og det gælder både for præsten og Maren i kjæret – det gælder for den, der mærker en dæmonbesættelse og den der ikke mærker noget.

Med besættelser og åndsmagter bevæger vi os ind i et område, som vi næsten har afskaffet.
”Du tror da ikke på ånder! Gør du?” møder jeg af og til som respons, når talen falder på onde ånder. Og jo, det gør jeg! Jeg tror på de onde ånder og jeg forsager dem, frasiger mig dem. Derfor er jeg glad for, at trosbekendelsen i Danmark – som et af de eneste sted i verden – har forsagelsen knyttet tæt sammen med trosbekendelsen.
En besat, er ikke kun en person, der ter sig underligt. En besat er også en person, der er styrret af en overbevisning, der vel på mange punkter kan være god, men som alligevel indeholder det Guds forladte, det som ikke kan rummes i Gud. Det er ligesom med en lille smule gift, der kan ødelægge vort drikkevand. Det er derfor, sætningen om ’at høre og bevare Guds ord’ er så vigtig. For tager vi Guds ord til os, opdager vi også, hvad der ligger udenfor.

I ugens løb gjorde en af jer kirkegængere mig opmærksom på Dietrich Bonhoeffer. Han var præst og modstandsmand i Tyskland under 2. verdens krig. Han bekæmpede nazismen men ikke nazisten. Han beskriver det således, at når han konfronteres med en af diktaturstatens funktionærer, så er det ikke personen selv, han taler med. Personen er grebet af en ide, besat af et ideologi, ja, en fremmed ånd. Denne ånd skal drives bort, før man kan snakke med personen selv.
Under 2. verdens krig var det ikke kun landområder, der var besat. Mennesker blev også besat af en drøm om en bedre verden, en drøm som mange af os også bærer i dag, men drømmen var dengang båret af en ond ånd, nazismen. Den 9. april nærmer sig, dagen hvor Danmark blev besat i 1940. Den dag kunne vi passende spørge os selv; hvad er det at være besat og hvad er det at være fri? De fleste af os drømmer om en bedre verden, men er vi i jagten på en bedre verden besat af en ideologi, en overbevisning, en tænkemåde som ikke har udgangspunkt i Guds ord? En overbevisning der ikke er indstillet på at lade sig udfordre og korrigere af biblen?

****

Ondt og godt.
Det skulle vel ikke være svært at se forskel! Sådan kan vi nemt tænke, fordi vi mener at have en temmelig klar fornemmelse af, hvad der er godt og hvad der er ondt. Men vi skal ikke grave ret meget, før det bliver klart, at ondt og godt er temmelig subjektivt. Tager vi teenageren, der gerne vil til en stor fest i Herning, så vil mor og fars formaninger og restriktioner, kunne betragtes som onde. ”De vil mig heller aldrig noget godt!” kan teenageren føle – og dog er disse restriktioner og formaninger netop ment som noget godt fra far og mors side. Vi kan tænke på vores forståelse af militærmagt og atomvåben, den bunder også i en temmelig subjektiv forståelse af godt og ondt, selvom ingen vil hævde, at det er godt at slå ihjel. Eller vi kan tage forskellen mellem nazisten og Bonhoeffer – Godt og ondt.

Forståelsen af godt og ondt er subjektiv. Og hvis vi ganske kort tænker syndefaldet ind, så handlede synderfaldet bl.a. om kundskaben mellem godt og ondt. Overordnet var det selvfølgelig lydigheden mod Gud, der blev testet, men det var ikke et tilfælde, at det var omkring spørgsmålet om godt og ondt. For netop her knækker vores dømmekraft som mennesker, selvom vi godt véd, at der er noget, der er ondt og at der er noget, der er godt. Vi lader dog syndefaldet ligge med en konstatering af, at vi alle véd, at der er ondt og godt, men at kende forskel herimellem overgår os mennesker.

Den situation, som skildres af Lukas, med den dæmonbesatte, der var stum og som Jesus hjælper, indeholder denne svære sondring mellem ondt og godt. Jesus beskyldes for at være ond, selvom han gør noget godt. Men dybest set er det ikke dæmonuddrivelsen, der er afgørende. Jesus hentydede f.eks. til, at også farisæerne uddrev dæmoner. Jesus er udmærket klar over, at andre kan uddrive dæmoner, uddrive de menneskelige besættelsesmagter. Et andet sted sætter Jesus det endda på spidsen i beskrivelsen af overgangen fra denne verden til evigheden, hvor han billedligt beskriver, at nogle mennesker ikke kommer i paradiset, selvom de kan fremvise flotte resultater i dæmonuddrivelse (Matt.7;22). Så hvad er ondt og hvad er godt.
Jesus pointerer, at en dæmonuddrivelse kan blive ond, ja, den kan blive 7 gange værre, hvis den ikke følges op af en Guds optagethed.

7 gange værre end hvad? Det handler i hvert fald ikke om, at en person opfører sig 7 gange så underligt.
Hele Jesu liv, forkyndelse, ja, alt hvad han er og står for, handler om at Guds riget er kommet nær. Han ER Gudsrigets nærvær. Det var han i år 32, det er han også i år 2019. For Jesus var det afgørende ikke dæmonerne, han mødte, da han gik rundt i Israel; hverken den der gjorde stum eller den, der fik folk til at te sig underligt, eller gøre onde ting. Denne type dæmoner skal vi selvfølgelig søge at befri mennesker fra, ligesom Jesus gjorde. Men det afgørende for Jesus var lydigheden mod Gud. At høre Guds ord og handle derefter. Så vil der f.eks. ikke være plads til nazismens ånd, for vi skal tage os af den femmede – og ikke gasse dem.
Ondt og godt beskrives af Jesus som Guds fravær og Guds nærvær. Hvor Guds rige er nær, er det gode.
Den, der hører Guds ord og gør derefter, er salig, konstaterede Jesus. Vi kan stadig drømme om en bedre verden, men samtidig må vi erkende, at den fuldt ud gode verden først bliver os til del i evigheden – bl.a. fordi dette, at kende forskel på godt og ondt ikke er vores spidskompetense. Vi tager så tit fejl.
Det gode er her i Jesus Kristus. Set ud fra Bonhoeffer er det bl.a., at ville frelse personen, men uddrive ideologien, besættelsen – dæmonen. Med Jesu egne ord er det, at høre og bevare Guds ord

Amen

Første søndag i fasten

(Tekster: 1.Mos: Fristelsen i Paradisets have, syndefaldet. – 2.Kor: Apostolisk formaning til at forblive i Guds nåde. – Matt: Fristelsen i ørkenen, genoprettelsen efter syndefaldet)

****

Bøn: Gud hjælp os til at forstå det spil, der er i gang i åndeverdenen, og giv os ro i vore tanker, så vi kan fornemme din holdning. Lad din Ånd vejlede os.
Amen

****

Matt.4;1-11

****

Fristelser kender vi alle til.

Fristelser har altid noget med en selv at gøre og har retning mod os selv. Jeg har aldrig mødt en person, der har været fristet til at give alt sit slik væk, men jeg kender rigtig mange, der kan være fristet til at tage et stykke slik. Jo, retningen er der – lige ind mod mig selv.

Fristelse er et grundvilkår som menneske.
Det er meget personligt, individuelt. Nogen føler sig fristet til at spille lotto, mens andre ikke kunne drømme om det. Nogen kan blive fristet af en flødeskumskage, mens andre næsten får kvalme ved tanken om en sådan kage.
Der er også noget underligt ved fristelserne, for de vokser, når der bliver lavet et forbud. F.eks. hvis jeg her i fasten havde besluttet mig for ikke at spise slik – så ville jeg garanteret mærke en voldsom trang til slik. Også mere end hvis der ikke havde været et forbud. Fristelsen rummer på sin vis en skjult protest over hvem og hvad, der bestemmer i mit liv. Og lidt mere præcist vil det endda være at sige, at det er lysten, men magelighed i mig selv, der vil bestemme.

Så er der en side ved os mennesker, der gør at vi kan blive bedøvet over for fristelserne, så de går hen og bliver det normale. Dvs. vi føler os ikke fristet af det, vi gør det bare. Vi vil nok kunne nikke genkende til dette i forhold til ludomani – altså besættelsen af at spille. Når Ludomanien rigtig har grebet fat, så fristes man ikke, man gør det bare. Et andet sted hvor jeg ikke tror, I vil nikke genkende til det, ja, måske vil endda modsige mig og sige at det ikke passer. Det er et sted, hvor alle voksne bliver ramt: Når vi kører bil. Vi er ikke længere fristet til at køre for stærkt, vi gør det bare. Højre fod er altså meget tung. Og når vi så får disse rædsomme billeder i vores e-boks, slørede og jeg ved ikke hvad, og tilmed er dyrere end fotografens foto. Så fortsætter vi. Vi vil være vores egen herre – det er ligesom; vi véd bedre.
Jeg véd godt, at det er ubehøvlet at sige dette – og jeg véd også godt, at jeg selv bliver ramt. Målet med dette sidste eksempel er ikke, at starte en debat om færdselsregler (For vel er der forskel på Vardevej og Harreskovvej, hvor man må køre 80 begge steder) eller brokke mig over dårlige medbilister, derimod er det for at beskrive noget i os mennesker, noget som vi stiltiende accepterer, og som er tæt forbundet med fristelser. Vi kører ikke for stærkt for at bryde færdselsloven, men fordi alle de andre også gør det.

Det er lidt om fristelsens karakter;

  • At den er rettet indad mod os selv
  • At den er personlig
  • At denne er styret af vor lyst og magelighed
  • Og at vi kan blive døv over for fristelser

****
Vi har lige hørt beskrivelsen af Jesu fristelse i ørkenen. Og hvor er han heldig, at han kun blev fristet 3 gange, det er jo det antal fristelser jeg møder i timen!!!! Nu vel, hvis man læser videre i evangelierne, kan man se, at Jesus blev fristet mange flere gange. Måske stærkest kan vi se det ved korsfæstelsen, hvor Jesus absolut ikke virkede guddommelig, da blev det hånende sagt: ”Hop ned fra korset, så vil vi tro på dig!” (Matt.27;40-44). Og i Lukas evangeliets gengivelse af fristelserne slutter med ordene at Djævelen forlod ham for en stund. Fristelser kan vi ikke vaccineres imod dem, eller forsikre os imod dem. De kommer hele tiden.

Inden vi går til selve fristelserne, Jesus blev udsat for, er det godt at se på situationen omkring dem. Vi har lige konstateret at fristelser ikke stopper, selvom vi har modstået dem. De dukker op igen og igen.
En anden ting, som vi kan fornemme ud af Jesu situation, er, at fristelserne kommer lige efter, at Jesus havde en juhuuu-oplevelse. Han havde haft en oplevelse med Gud, der siger spar to. Ved dåben havde Gud sagt om Jesus, at han var Guds søn (Matt.3;17). Tænk sig at høre Guds stemme – wooow! det må have været fedt. Al tvivl må være fejet af banen. Så kommer Jesus ud i en – ja, lad os bare kalde det en ’ørken-tid’, hvor tingene ikke er så indlysende og han er presset til det yderste, sulten nager ham og ensomheden plager ham. Så kommer tvivlen/fristelsen: Hvis du er Guds søn…? Er du sikker på at du hørte rigtigt, da du blev døbt? Er det ikke en indbildning? Prøv det da af! Det kan da ikke være meningen, at Guds søn skal sulte!!!
Situationen hvori fristelsen finder sted, kunne man kalde efterdønningerne af en super oplevelse med Gud. Det er lige så sikkert som ’amen i kirken’, at har vi haft en næroplevelse af Gud, så bliver vi ramt af tvivlen senere. Måske direkte konfronteret: Er du nu sikker på, at det var Gud og ikke bare din egen fantasi? Eller indirekte ved at nedtone oplevelsen: Se, al den herlighed der her rundt om, hvorfor bruge krudt på alt det med Gud.
Alle os der har haft sådan en god oplevelse med Gud, en næroplevelse med ham, kan jo overveje: Hvad blev der af den?
Jo, spillet mellem juhu-oplevelsen og den grå hverdag, den findes også i vores tro.

****
Nu til fristelserne!
Jesus fristes i forholdet til Gud. Det er lydigheden overfor Gud der sættes på prøve, men fristelserne ser ud af noget helt andet.
Brød, hvad er der galt med det? Ingen ting! Det er endda livsnødvendigt, en Guds gave til os.
Tillid til Guds ord, bibelen, hvad er der galt med det? Ingen ting! Den er endda grundlaget for vor forståelse af Gud.
Rigdom og magt, hvad er der galt med det? Ingen ting! Gud har endda betroet os magten til at herske over hans skaberværk.

Det er lydigheden overfor Gud, der skal stå sin prøve: Hvem har du tillid til? Gud eller hans modstander?
Adam og Eva, ja, de faldt for fristelsen til at lytte mere til Djævelen end Gud – desværre ligesom jeg gør gang på gang.
Jesus faldt ikke! Det er netop derfor, han kan blive min frelser, min befrier, når jeg falder. Der er altså mulighed for tilgivelse, når vi falder.
Men vi har også en udfordring over for fristelser; nemlig ikke at blive døv overfor fristelserne. At lade dem blive det normale. Her er brugen af bibelcitater altafgørende, altså det med at kende sin bibel og vide, hvad det er Jesus lægger vægt på. Kende til vore menneskelige faldgruber, som vi også får beskrevet i bibelen. Ja, i det hele taget at lade os inspirere, vejlede, opmuntre og udfordre af bibelen, Guds skrevne ord til os.

Amen

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk