Søndagsprædiken

Klaus Møberg
Sognepræst Assing Sogn

2. søndag efter Hellig 3 Konger

(Tekster: 2.Mos: Moses’ ønske om at se Guds Herlighed. – Rom: I menigheden er vi der for at støtte hinanden i tro, i glæde og sorg, i omsorg mm. – Joh: Brylluppet i Kana – Vinunderet, åbenbaring af Jesu herlighed)

****

Bøn: Jesus, tak at du kan udføre undere, der er tegn på din himmelske herkomst. Skab nu det under i os, at det, vi hører her i kirken, må blive til tro på dig.
Amen

****

Joh.2;1-11

****

Der var inviteret til bryllup. Flere dages gilde med fest og glæde – en glæde, der kunne ende i noget pinligt, ja, skandaløst nemlig mangel på mad eller vin. At det var vinen, der slap op og ikke maden, kan selvfølgelig være et tilfælde, men i betragtning af at vinen på Jesu tid var glædens symbol – og vel til dels også i dag – kan det lægge op til nogle overvejelser omkring hvordan glæden kan kvæles, når det, der er planlagt, ikke slår til. Samt overvejelser omkring at Guds glæde langt overgår vor menneskelig skabte glæde.
Nu er det selvfølgelig svært at sammenlige et moderne bryllup med et bryllup på Jesu tid, men det pinlige kan vi sikkert alle leve os ind i. Blot et tanke eksperiment: Vi har inviteret til bryllupsfest og alle gæsterne sidder til bords, men der er kun forret til halvdelen af dem!!! Det er pinligt!
Ja, nu var det faktisk ikke blot pinligt, det der skete i Kana dengang. Det var en katastrofe, for havde Jesus ikke grebet ind, kunne ægteskabet være gået i vasken, inden det rigtig begyndte. En brudgom, der ikke var i stand til at sørge for vin til bryllupsfesten, ansås heller ikke for at være i stand til at varetage opgaven, som forsørger i den nystiftede familie. Derfor kunne brudens familie afblæse ægteskabsindgåelsen.
Denne katastrofe ved brylluppet i Kana afhjalp Jesus med et under, et tegn, der viser hans guddommelighed. Et tegn der skal skabe tro. Det er tros-aspektet, Johannes peger på, ikke det mirakuløse, for alt det han har skrevet i sit evangelium, har han skrevet, for at vi skal tro, at Jesus er Guds søn og at vi gennem troen på Kristus skal have liv i ham (Joh.20;31).

Det første under/tegn, Jesus gjorde, er et skabelsens under, et forvandlingens under. Rent forfatterteknisk kan vi se, at Johannes’ indledning til sin Jesus-biografi, evangeliet, peger på Jesus som skaberordet. Ordet, der var Gud – Ordet ved hvem alt er blevet skabt. Havde det været en roman, vi skulle analysere, så havde det været en udmærket sammenligning, og det er meget tænkeligt at Johannes netop tog dette skabelses-mirakel med og lod nogle andre være netop af denne årsag. For som Johannes skriver til sidst i sin Jesus-biografi – lidt humoristisk –, så ville verden ikke kunne rumme alle de bøger, der skulle skrives, hvis man skulle nedfælde alle detaljerne om Jesus en for en (Joh.21;25).
Johannes har et sigte med det, han har valgt at skrive, nemlig at vi skal tro, at Jesus er Guds søn og at vi i troen på Kristus får liv med ham (Joh.20;31).
Underet skal skabe tro hos os. Tro på at Jesus er Guds søn, er ét med Faderen og er kommet for at vise os Guds herlighed. Johannes omtaler 7 undere som tegn, men det største under af alle, Jesu opstandelse, er ikke noget tegn!! Mærkeligt?? Nej!
Opstandelsen er derimod stadfæstelsen, bekræftelsen på, at Jesus er Gud, der blev menneske. Og dette har, i modsætning til vinunderet, ja, alle de 7 andre undere, betydning i dag. Opstandelsen skete ikke for at vise os, at Jesus er Guds søn, det skete, for at vi skulle have liv i ham. Og underet i Jesu opstandelse er først endelig fuldbyrdet ved tidernes ende, når vi opstår i ham. Det er et uafsluttet under.

Vinunderet er derimod afsluttet. Vi skal ikke forvente, at det gentages. Men alligevel kan vi se nogle mønstre der gentages i andre sammenhænge:

  • Vi kan tænke på det som en mangel, der bliver flydt godt og grundigt op – til overflod.
  • Vi kan se på det som en katastrofe, der bliver imødegået.
  • Ja, vi kunne også forstå det ud fra glæden, hvor den jordiske glæde slap op, fyldte Jesu op med hans glæde, som endda var bedre end den første.

Disse mønstre, disse undere sker stadigvæk – nogle gange fuldstændig ubemærket andre gange kalder vi dem ”tilfælde” eller held, men de sker.

****
Se, Johannes valgte 7 mirakler ud og kaldte dem ”tegn” – altså noget der peger ud over sig selv. Han sluttede sit evangelie af med at skrive, at hvis han skulle noterer alt det, Jesus havde gjort, så ville hele verden fyldes med bøger. Der var altså meget mere at sige om Jesus, end det der blev nedskrevet.
Der var også små undere i samværet med Jesus. En af dem finder vi hos Matthæus. Matthæus gengiver en situation, hvor nogen personer opkrævede tempelskat. Her be’r Jesus Peter om at fange en fisk, åbne gabet på den og der ville der være en mønt, han kunne betale tempelskatten med (Matt.17;24-27). Det var rimeligt heldigt. Det var et lille under, knapt værd at skrive om i et evangelium – og dog, hvor var det godt, Matthæus fik det med, for det er snarere den slags undere, vi oplever, end at vand bliver til vin.
Det ville være godt, hvis vi så de små undere, som Jesu medleven i vort liv, snarere end som tilfælde eller held.

Jeg holder meget af Piet Heins Gruk: ”Den, Guds klarsyn falder på, ser det store i det små!”
… men det er ikke kun i det små, vi har brug for Guds klarsyn – det har vi åbenbart også i det store. For skafferen, mundskænken ved brylluppet var jo fortørnet over, at den gode vin kom sidst. Og jeg tvivler på, at bryllupsgæsterne rejste sig og udbragte en skål for Jesu fine vin. Det var kun disciplene, der så underet som et tegn, og troede på Jesus, så Guds herlighed i ham.

Det store i det små!
Rundt om i verden holdes der ufattelig mange prædikener.
Den gode prædiken er ikke nødvendigvis den flot formulerede prædiken, den godt komponerede prædiken, den sjove og inspirerende prædiken, men den gode prædiken er der, hvor Johannes’ hensigt med sit evangelium er ført videre nemlig; at vi skal tro, at Jesus er Guds søn og at vi i troen på Kristus får liv med ham. I disse prædikener bliver vand så at sige til vin – bliver det jordiske vand, vore ord, til himmelsk vin, en uddybet forståelse af Jesus. (Et under jeg be’r til må ske, hver gang jeg holder prædikener!!)
Det er et under, at en prædikens spinkle ord, kan føre til tro på Jesus som Guds søn, en tro hvori vi får liv, evigt liv. Det sker, når Gud forvandler vore såre jordiske ord til et vidnesbyrd om hans omsorg og frelse. Så selv den, hvor al jordisk glæde er sluppet op og det mest tegner til en katastrofe, kan fyldes af Guds glæde. Den glæde der overgår al forstand. Det er et under af de store, selvom det ikke virker så mirakuløst.
Gud, lad os se dine undere, store som små, som tegn, der skaber tro.

Amen

Hellig 3 kongers søndag

Nytårs aften var I sikkert ude alle sammen – en anelse koldt og blæsende var det, men netop denne aften er vi ude, ja, der skal rigtig meget til, før vi bliver inde. Hvor mange af jer var så ude for at se på stjerner? Nok…. ikke nogen, for det første fordi der var skyet, men dernæst så var vi ude for at se vores egne stjerneskud! Jeg har taget nogle stjerneskud med her i kirken i dag, og jeg skal nok lade være med at tænde den herinde – så får jeg i hvert fald Svend på nakken, og det er ikke rart ;0)
Med bulder og brag kom vi ind i det nye år – og som en af de glade konfetti-drenge, der i øvrigt havde fyldt vores indgang glimmer og papirstrimler, sagde: Jo, højere det lød, des bedre.
Jeg nyder nytårsaften med fyrværkeri. Nytårsaften fyldes himlen med lysglimt i flotte farver og det kan vi frydes over. Men nu er det ikke vores stjerneskud vi skal stoppe op ved, men derimod Guds store stjerne der lyste på himlen, da Jesus blev født.

Med hensyn til stjernehimlen kan jeg ikke henvise til nytårsaftens nat, fordi der var overskyet, i stedet vil jeg have jer til at tænke tilbage på en anden aften, hvor I så stjernerne. Måske var det på en sommerlejr, hvor bålet var ved at brænde ud, at I så op på himlen med de tusindvis af funklende stjerner. Disse lysende prikker i verdensrummet, der er så ufattelig langt borte, at det kan være svært at forholde sig til.
Jeg bliver helt underlig til mode, når jeg tænker på, hvor stort himmelrummet er. Det kan godt være vi syntes, at nytårsfyrværkeriet lyste hele himlen op!! men det er ikke engang sikkert, at fyrværkeriet ville kunne ses fra månen! Og stjernerne, de ligger milliarder af kilometer væk, det er et utrolig stort univers, som vi er en lille bitte del af.
Når jeg tænker på, hvor langt der er op til stjernerne, så føler jeg mig utrolig lille. Ja, forskellen mellem mig og universet er faktisk større end forskellen mellem et sandkorn og det største højhus, vi kan finde. Tænk sig at være så lille bitte, ja, egentlig meget mindre end et sandkorn. Og ved I hvad! så er det vidunderligt at tænke på, at Gud holder af os alligevel. Selvom vi er utrolig små i forhold til alt det andet, Gud har skabt, så betyder vi noget for ham – han bekymrer sig for os, ja, han holder faktisk så meget af os, så han valgte at blive et menneske. Det er det, vi fejrer i juledagene – fejrer at Jesus, Guds søn, blev født. Og i den periode lavede Gud sit stjerneskud, sit nytårsfyrværkeri, for han satte en ekstra stor stjerne på himlen.

Dejlig er den himmelblå, sådan sang vi til at begynde med, og spejderne lavede et optrin ud fra salmen. De mange stjerner på himmelen fortæller os, hvor stor Gud er, og Betlehems stjernen fortæller tillige, at Gud holder af os. Selvom Gud er større end stjernehimlen, så er vi ikke blot som et lille, ubetydeligt sandkorn for Gud; for Gud er vi værdifulde.

Nu vender vi lige tilbage til nytårskrudtet og til nytårsaften. For med krudtet gælder det; at jo dyrere det er, jo flottere ser det ud – og jo større trang har vi til at ville købe det. Vi imponeres af det store, det flotte, det mægtige, og da jeg stod med sådan et lille nytårskrudt (romerlys), tænkte jeg: ”Det er da lige meget, det drukner jo alligevel i alt det andet.” Hvor er jeg glad for at Gud ikke tænker sådan!!! Tænk sig, Gud kan bevæge sig rundt i stjernetåger og se hver enkelt galakse rotere. Og så alligevel har blik for vores lille planet, ja, for hvert enkelt menneske på jorden. Gud, han vil kunne fryde sig over dette lille stjerneskud, romerlys, samtidig med at han glæder sig over alt andet.

Se, de visemænd havde Guds stjerne-skud, der viste dem vej til Jesus i krybben. Det har vi ikke. Alligevel har vi noget. der kan vise os vej til Jesus, det sang vi om i ”Dejlig er den himmel blå”. Det er noget, der er lige så almindeligt som stjerner, for det er en bog, men ligesom Betlehems stjernen var anderledes, sådan er denne bog også anderledes, for denne bog fortæller om Guds møde med os mennesker og som det bedste beskriver den Jesus. Den kan virke så almindelig denne bog, men den rummer det fantastiske, at Gud vil os. For at erkende dette, skal vi have Guds sind, der ser det værdifulde selv i det mindste.

Sidst i spejdernes optrin kom en gående med bibelen. Bibelen er vor ledestjerne, der fortæller os hvad Jesus sagde og gjorde, og viser os på den måde Jesus. For at finde Guds søn, Jesus Kristus, måtte de vise mænd følge stjernen, og ikke bare deres logik. Hvis vi vil finde Jesus, må vi følge vores ”Stjerne” ved at læse om ham i bibelen.

Amen

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk