Søndagsprædiken

Klaus Møberg
Sognepræst Assing Sogn

16. søndag efter trinitatis – Høst

I dag holder vi høstgudstjeneste. Det kan være svært at takke for høsten i år, fordi tørken har ødelagt meget. En høstgudstjeneste er dog ikke en tak for rigdom og overflod, men tak til Gud for det vi lever af, ja, for livet. Derfor indeholder høstgudstjenesten både en tak for maden, en tak for hinanden og en tak for livet der overvinder døden.

****

Bøn: Himmelske Far åbne vort sind, så vi påskønner de gaver, du giver til os: Livets gave, kærlighedens og næstekærlighedens gave, afgrødernes mangfoldighed og opstandelsens mulighed. Herre tak for al din godhed imod os.
Amen.

****

Joh.11;19-45 (Lazarus’ opvækkelse) + 1.Kor.15;12-20 og 35-42

Prædikenteksten lægger op til opstandelsen = Livets gave på trods af døden
Høsten lægger op til = Livets gave midt i livet

Der er noget stærk over dette at få de to aspekter sat sammen, som vi gør det ved denne høstgudstjeneste. Det handler om at holde liv i livet, og at grundlaget for dette i begge tilfælde skyldes Gud.

Vi vil først stoppe op ved opstandelsen, Lazarus’ opvækkelse, ved den livets gave fra Gud vi betegner som evigt liv.
Paulus beskrev opstandelsen ved hjælp af kornet – som vi hørte det fra alteret (1.Kor.15;12-20 og 35-41). Dette udspringer af Jesu beskrivelse af sig selv som opstandelsen og livet – hvor den, der tror på ham, skal leve, selvom døden rammer os.
Paulus’ refleksion over opstandelsens natur, udspringer af kornet, der lægges i jorden, dør og vokser op (1.Kor.15;35-41) Ud af denne død opstår der noget nyt, som på den ene side har udgangspunkt i det gamle, men som dog alligevel er noget helt nyt. Det er ikke selve kernen der pludselig ligger på jorden, men ud af kernen kommer en ny plante. Kernen går til grunde – planten vokser sig stor. Og netop dette forhold bruger Paulus til at vise, hvordan livet her på jorden, der er levet i sammenhørighed med Jesus, i tillid til ham, hænger sammen med livet efter døden: Det evige liv udspringer af livet her på jorden – livet, der blev levet sammen med Kristus!
Jesus siger: “Jeg er opstandelsen og livet, den, som tror på mig, skal leve, om han end dør”. Billedligt er kornet en god beskrivelse heraf. Og vi véd godt, at kun det korn, der har livet i sig, når det bliver lagt i jorden, vil kunne vokse op, vil kunne opstå i den nye skikkelse. Det ligger der i Jesu ord om, at den, som tror på ham, skal leve, om end døden kommer. Om end vi forsvinder fra denne jord, så er livet der i Kristus. Ligesom kornet kun vokser op, hvis det har livet i sig, således er opstandelsen forbundet til Jesu sejr over døden – til det, at have Jesus i sig. Gennem troen/tilliden til ham, ved at have ham som sin ven, da har vi ham i os – ikke som vores ejendom, men som den gave af liv der kan trodse døden.

****

Ligesom den livets gave, der trodser døden, bliver skænket af Gud, sådan er den livets gave, der holder os i live, også skænket af Gud. Alt det vi høster er Guds gave!
Maden, der skal holde os i live i det næste års tid, udspringer af høsten. Ingen af os – selv ikke den bedste landmand – er skyld i, at afgrøderne vokser, men vi har fået afgrøderne betroet, så vi kan effektivisere og udnytte det potentiale der er i afgrøderne.

Nogen gange kan det være sundt at stille skarpt på dette, at livet ikke skyldes os selv, så vi ikke glemmer det hverken i vores succes eller vore nederlag. Stille skarpt på det forunderlige i, at vi lever og at verden omkring os lever, uden at vi grundlæggende har indflydelse herpå, for det er givet os – givet os af Gud. Vi har fået indflydelse på det, ved at skulle passe på naturen og hjælpe hinanden. Det har Gud betroet os. Netop dette med at hjælpe hinanden kan blive aktuelt inden for vore egne grænser i år, hvor alle landmænd blev ramt af tørken, og nogle blev ramt umådelig hårdt.
Selve det livfulde i naturen, der gør, at vi igen og igen kan så markerne til, lægger op til en dyb taknemmelighed til livets giver – til Gud. Det er livets gave midt i livet, som vi hver dag får lov at tage en lille bid af – velvidende, at det aldrig bliver brugt op, så længe vi værne om gaven.

Så to fantastiske gaver fra Gud har vi oppe at vende i dag! Gaver, der begge har med livet at gøre.
Høsten der giver os mad på bordet – liv midt i livet
Opstandelsen der giver os liv efter døden.
Dette er Guds fantastiske gaver. Og de er værd at sige ham tak for.

Amen

****

Dåbs(høst)tale

Jeg har taget noget korn med, men jeg har ikke fundet start-knappen på det endnu. Og der er ingen Siri til at hjælpe mig, så selvom jeg siger ”gro” så sker der ikke noget.

Forunderligt ved naturen
Det er så lige til – og så alligevel er det så svært, at jeg ikke kan gøre det selv.
Fremkalder respekt/ydmyghed for naturen

Naturen er noget, Gud har givet os!
Mange af os har ikke den nære kontakt med landbruget, derved bliver korn noget, man køber i en butik – eller man køber det som mel, brød, gryn mv. Derfor oplever vi ikke dette fantastiske, som på en gang er såre enkelt og samtid ufattelig kompliceret, at kornet er levende, og kan vokse og blive til mere.
Det er noget Gud har lagt ind i kornet – ind i æble- og blommetræet – ind i agurken – ind i guleroden – ja, ind i hver eneste en af os. Også det lille barn vi skal døbe her om lidt.

Når det nu er høstgudstjeneste, vil jeg lave en sammenligning mellem dåben og så en sæk korn. I dåben får vi alt det, der hører Gud til, lige som en kæmpe sæk med korn. Stiller vi sækken ind på en hylde, så bliver den ikke til gavn, men bruger vi kornet, planter det i jorden, gøder, vander, luer så vil vi til sidst kunne høste.
I dåben er vi med til at overrække noget stort til den lille pige, og I som er søskende, forældre, faddere, familie, venner, ja egentlig os alle kan hjælpe hende med at så det hun har fået i dåben.
Det er på en måde let og samtidig rummer det noget vi ikke kan gennemskue eller selv gøre. Det er egentlig ganske let, nemlig at have Jesus med i vores dagligdag – når vi spiller fodbold, eller ser Tv lige så vel når vi dagligt læser i vores bibel eller når vi er i kirke. Men lidt svært kan det også være, for nogen gange vil vi noget andet, end det Jesus vil. Det kan også være svært at forklare, hvordan det sker.

Men Guds gave bliver i dag givet til hende, og hun bliver en del af Guds store familie, så også hun tillidsfuldt kan kalde Gud for sin Himmelske Far. Og så må vi alle hjælpe med til, at hun får det ind i sin hverdag.

Amen

14. søndag efter trinitatis

Bøn: Gud, når vi hører om mirkaler, kan det vække begejstring, men lige så fuldt frustration og tvivl, for vi ser ingen retfærdighed eller system i miraklerne. Gud Helligånd, vi be’r dig, skab forståelse i vort sind, så vi har fred med Gud, både når miraklet indtræffer og når det udebliver.
Amen

****

Joh.5;1-15

****

Jeg vil begynde med en lille overvejelse, der slog mig, som ikke har noget med helbredelses underet at gøre.
Jesus drog op til Jerusalem til festen, er start bemærkningen i prædikenteksten. Jesus valfartede til Guds hus på de forskellige højhelligdage. Andre steder kan vi læse, at Jesus gik ind i synagogen, som han plejede på sabbatsdagen. Han gik derind, som enhver af os går i kirke; for at lytte, for at synge, for at bede, ja, han gik derind for at finde fred hos Gud, for at blive udfordret af Gud og for at lovprise ham.
Jesus Guds søn søgte kirken, helligdommen, Guds hus, jamen var han ikke Guds søn? Behøvede han at gå i kirke?
Det slog mig, at selv Guds søn havde brug for kirkegang og stilletid med Gud, jamen hvor meget mere har jeg så ikke brug for det. Brug for at fordybe mig i, lytte til biblens ord, fyldes af lovsangen og bæres af bønnen.
Nå, det var blot en lille støtanke – og hvor er det fantastisk, at I er kommet i kirke i dag, så vi sammen kan lovsynge, bede, lytte og forhåbentlig også blive udfordret af Gud.

****

Dagens prædikentekst er en af Jesu helbredelser. Men hvordan skal vi forholde os til den mirakuløse helbredelse?
Mirakuløse helbredelser kan vi godt have det lidt svært med i vores vidensbasserede samfund.
Vi har lært at udnytte de fantastiske resurser, Gud har lagt i skaberværket, så som bedøvelsesmidler, penicillin, brugen af vacciner, radioaktive stråler og dette at vores krop kan vokse sammen igen, når vi opererer. Fantastiske landvindinger af noget som ligger i skaberværket, og som vi har lært at bruge til stor glæde for rigtig mange. Dette fremskridt har været med til at nedtone de mirakuløse helbredelser, og det er der intet galt i. Men alle disse landvindinger forhindrer ikke, at mirakuløse helbredelser stadig kan finde sted.

Se, Johannes har en væsentlig detalje med, når han beskriver miraklerne; han kalder dem for tegn. Tegn der viser Jesu guddommelighed. Johannes var ikke i tvivl om, at Jesus kunne helbrede, men han var klar over, at det ikke var for helbredelsernes skyld, at Jesus var kommet til jorden. Helbredelserne var tegn på noget større. Derfor er helbredelsen ikke det vigtigste for Johannes – som vi måske kan synes, de er. I Johannes’ skildring ender miraklet i en for os ligegyldig diskussion om hviledagen! ’Du må ikke bære din båre på en helligdag!!’ Ja, hvor langt kan man synke ned i petitesser og ligegyldige diskussioner?
Men det, Johannes formår, er, at få fasthold det, der skete omkring Jesus. Ikke blot miraklet, men også den følgevirkning i det daglige liv, hvor de endeløse diskussioner om det gode liv, det perfekte liv, livet med Gud blomstrede og stadig blomstrer på livet løs. Hverdagslivet er lige så vigtigt som miraklet, når det handler om Jesus – også selvom jeg godt véd, hvad jeg helst ville opleve, hvis jeg kunne vælge!

Så hvordan skal vi forholde os til det mirakuløse i dag? Ja, Johannes har nedskrevet det, Jesus sagde og gjorde, og beskriver dermed det, der kan bære vor tro på Jesus. En tro der både rummer miraklet og det hverdagsagtige. Det er ikke en tro på mirkalet, lige så lidt som det er en tro på hverdagen, men det er en tro på Jesus, der både kan udføre mirakler og heldigvis også vil være i vores hverdag.
Da Jesus sendte sine disciple ud i verden, inden han fór til himmels, var det med befalingen om at fortælle, bevidne, videregive alt det, han havde bragt ind i verden. Befalingen gik ikke på at helbrede alle sygdomme, til trods for at Jesus tidligere havde givet disciplene magt over sygdom (Luk.10;9) og dæmoner (Matt.10;1). Han sendte dem ud for at bevidne det hel, både det mirakuløse og det hverdagsagtige, og alt sammen som tegn på hvem Jesus er: Guds søn og vores frelser.
Vi skal altså forholde os til Jesus, som Guds søn, der både vil være i vor hverdag og som kan udføre mirakler.

Og lige en kommentar til det som vi kan føle som en banalitet omkring hviledagen. Faktisk handlede det om Jesu autoritet! For hvem andre end Gud kan byde over helligdagsbuddet, der er forordnet af Gud. Jesus ærede Gud på sabbatten ved at gå i templet eller synagogen og ved at gøre godt mod mennesker. Bruddet på sabbatten blev derfor en indikator på, at Jesus og Gud Fader hører sammen, er ét.

****

Tilbage til miraklet. Nu om stunder kan vi høre om, hvordan Gud griber ind på mirakuløs måde, måske har nogen endda oplevet det på tæt hold. Dette er stort og i tråd med det, Jesus betroede sine disciple. Men vi bliver også nødt til at forholde os til det, på den måde Jesus selv gjorde: Underet er tegn på Guds nærvær og indgriben, men ikke noget vi alle får del i. Og faktisk bunder helbredelsen heller ikke i, hvor meget og godt vi tror. Begge ting kan vi fornemme i det, Johannes har videregivet i evangeliet. For her gik Jesus igennem Betesdas søjlegange, hvor der lå en mængde syge, men der var kun en, der blev helbredt. Dette skyldes ikke, at Jesus er ond over for de andre, men det er fordi helbredelsen er et tegn. Helbredelsen skyldes heller ikke mandens store tro – han kunne ikke engang huske hvem, der havde helbredt ham, da han blev spurgt.

Så selvom det er svært at være blandt de 2.000 andre, der stadig (billedligt) ligger ved Betesdas dam i troen på Guds helbredende kraft, så er det vigtigt ikke at tro sig forladt af Gud, svigtet af ham, selvom det kan føles sådan, når sygdommen ikke forsvinder. Gud sendte ikke sin søn til verden for at fjerne al sygdom, men for at være hos sin skabning i glæde og sorg, for at tilgive vore overtrædelser i forhold til Gud og for at skænke os livet efter døden.

Det er evangeliet.

Helbredelserne er kun tegn på, at Gud er mægtigt nok til at gøre dette.

Amen

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Cookie indstillingerne på denne hjemmeside er aktiveret for at give dig den bedste oplevelse. Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker Accepter herunder, betragtes dette som din accept

Luk