Søndagsprædiken

Klaus Møberg
Sognepræst Assing Sogn

19. søndag efter trinitatis

Mark.2;1-12

****

Bøn: Jesus hjælp os til at se, hvor fantastisk din tilgivelse er. Amen

****

Syndernes forladelse

En altafgørende side af vores tro.
Et super vigtigt aspekt ved Gud.
Et kernepunkt i vort liv.

Syndernes forladelse – som Jesus rækker til den dødsdømte forbryder på korset og endda be’r Gud om at tilgive dem, der slog ham ihjel.

Syndernes forladelse – som Jesus tilsiger en, der formentlig ikke tænkte på sine synder, men blot ønskede at blive helbredt, så han kunne gå igen. Det har vi lige hørt om.

Syndernes forladelse i stort og småt – og kun én kan tilgive synder, nemlig Gud. Og så er det godt at vide, at intet er for stort og intet er for småt til at Gud kan og vil tilgive.

Dette er vigtigt at holde sig for øje i vort liv med Gud.

Men hvorfor skal vi snakke om syndernes forladelse, når man ikke synes, der er noget, der skal forlades?
Og det er rigtigt – det giver ingen mening at tale om syndernes forladelse, hvis der ingen synd er.
Men er vi uden synd?
Kan vi sige os fri fra at stå i gæld til Gud?
Kan vi undgå at tænke, tale, handle i modstrid med Guds vilje?

En ting kan vi: Vi kan lade være med at forholde os til Guds vilje. Vi kan lade være med at lade Jesu ord præge vores liv. Herved undgår vi bevidstheden om synd ….. men forsvinder synderne derved?
Det er vel det samme som at sætte snavset service tilbage i skabet og konstatere, at nu er der ryddet op.
Heldigvis er der ingen af os, der handler sådan med vores service – vi véd nemlig godt, hvor vi kan får det gjort rent.
Men hvordan handler vi i forhold til synden, altså sjælens skidt? Lukker vi det inde bag vore gode intentioners skabslåger.

En tallerken er beskidt, også selvom det kun var op øseskeen, vi lagde på den. Tallerkenen er ikke kun beskidt, når den har været fyldt til randen med sovs og kartofler.
Det forunderlige er, at opvaskemaskinen vasker både den møgbeskidte såvel som den lidt beskidte tallerken ren.

I forhold til sjælens skidt er det stor jubel værd, at Jesus tilgiver, både når der er møgbeskidt og når der kun er lidt smuds. Det er super vigtigt at holde fast i.
Men lige så alvorligt og vigtigt er det, at hvis vi ikke kommer med det til Jesus, så bliver intet af det rent. For kun Jesus kan rense vores sjæl – kun Gud kan tilgive synder.

Målet er ikke, at se hvor stor en synder jeg eller du er, men at se hvor stor en Gud Jesus er. Vide at sjælen kan renses for absolut alt. Vi må blot ikke lukke skidtet inde. Det er altafgørende, at vi tør spejle vore liv i Jesus – for alt kan tilgives, når blot vi be’r Jesus om det.

Det vi sætter ind i skabene bag ligegyldighedens låger, bag de gode intentioners låger, bag undskyldningernes og uvidenhedens låger – det hober sig op, det rådner – det bliver til død.
Derfor er det usvigelig vigtigt at spejle sit liv i Jesus.

****

Min søster bryder sig ikke om fodbold, ja, hver eneste gang vi snakker om fodbold skifter hun emne, når der er fodbold i fjernsynet slukker hun for det. Men det lærer hun ikke at spille fodbold af, eller at holde af det. Dette er selvfølgelig ikke slemt, for hun dør jo ikke af det.

Hvordan har vi det med synd og Jesus. Skifter vi emne hver gang nogen taler om synd, undlader vi at gå i kirke og skifter vi kanal, når udsendelsen handler om Jesus. Det lærer vi ikke Jesus at kende ved.
Det er til gengæld skæbnesvangert, for vi dør af det. For uden tilgivelsen dør vi bort fra det evige liv.

****

Hvis vi lå på en hospitalsseng, hvad vil vi så helst høre: ”Dine synder er dig forladt!” eller ”Stå op, tag dit tøj på og gå hjem!”?

Selvfølgelig vil jeg bede om mine synders forladelse!! Det er da klart – Er det ikk’????

Når jeg spejler mit liv i Jesus, ser jeg alt for tit en drøm om det lykkelige liv, jeg kikker efter, det smertefrie liv, det enkle liv, det sygdomsfri liv, og alt for sjældent ser jeg det dybe og gode ved Jesu tilgivelse.

Her har jeg meget at arbejde med endnu – måske har du også.

****

Men det er vigtigt at bide mærke i, at Jesus både tog synden og det forkrøblede liv alvorligt.
Da manden kom til Jesus fik han både syndernes forladelse – og det til trods for at han ikke var sig det bevidst – og hans forkrøblede legeme blev rask. Men helbredelsen var ikke målet, den var tegnet på, at Jesus har magt til at tilgive synder. Gud elskede verden så højt, at han sendte sin enbårne søn, Jesus, for at enhver, som tror på ham, søger ham, skal få tilgivelsen, få et nyt liv, det evige liv – det var ikke for at vi skulle være raks her på jorden, at Jesus kom.

Der er en meget vigtig grund til at spejle sig i Jesus, til at søge ham, ja, til at bære vore kære til ham. Vel får vi afsløret vor lunkenhed, ligegyldighed, vore fejl, men hans mål er noget ganske andet end afsløringen.
Jesu mål er tilgivelsen.

Og det er underordnet, om det er voldsomt beskidt eller blot lidt smuds. Det afgørende er, at kun Gud kan tilgive, kun Jesus kan rense vores sjæl.

Evangeliet – det gode budskab, det forunderlige er, at kommer vi til ham, tilgiver han os.
Og på en dejlig håndgribelig måde rækker han os tilgivelsen i nadveren. Herfra sendes vi ud i hverdagen med hans fred, for dette fantastiske skal vi ikke holde for os selv, men dele med dem vi møder – bl.a. gennem selv at tilgive.

Amen

18. søndag efter trinitatis

Matt.22;34-46

****

Bøn: Jesus, når vor logik ikke slår til, vær os da nær med din nåde og fred. Amen

****

For en måned siden havde vi også det dobbelte kærlighedsbud. Dengang var fokus på næstekærlighed ud fra den Barmhjertige Samaritaner, i dag er fokusset på kærligheden til Gud.
Det sidste I blev bedt om den 10. september var, at overveje hvordan vi omsætter, det vi véd om Gud i det liv, vi lever.

Hvordan elsker vi Gud med alt, hvad vi er?

En har siden kommenteret, at det var ærgerligt at prædikenen stoppede der. For det kunne jo være interessant at høre om!!

Jeg stoppede der, fordi jeg gerne ville at refleksionen skulle fortsætte uden mine løsningsforslag.
Kommer der et løsningsforslag, så er det dét, man reflekterer over, og ikke overvejelsen om hvordan vi elsker Gud med hele vort liv.

I dag vil jeg give nogle overvejelser, der forhåbentlig kan give jer noget mere at reflektere over, for …
hvordan elsker vi Gud med alt, hvad vi er?

For mig er det vigtigt at stoppe op ved ordet; ’at elske’. Vi bruger ordet i mange sammenhænge og derfor er det flertydigt.

Vi kan sige: ”Jeg elsker ….. lakrids!” … eller hotdogs osv. og vi accepterer uden videre brugen af ordet ’elsker’ i sådanne sætninger. Vi véd, at det dækker over en smagsoplevelse, noget som giver os glæde; vi kan have svært ved at holde fingrene fra det, hvis det står på bordet.

Men der er forskel på at sige: ”Jeg elsker lakrids” og ”Jeg elsker mine børn”. I begge sætninger bruger vi ordet ’elsker’, men vi er ikke et sekund i tvivl om, at ordet ’elsker’ dækker over noget, der er vigtigere, dybere, når vi taler om vores børn – eller et menneske; bedstemor, kæresten, osv. Her betegner ordet ’elsker’ en relation, en gensidighed, der indeholder afsavn – et nærvær, en sammenhørighed, en afhængighed – en følelse.

Ordet ’elsker’ bliver endnu mere flertydigt på dansk, da det kan betegne et seksuelt forhold. Man kan have en elskerinde. Herved betegner ordet et begær, en voldsom længsel, der udspringer i mig selv og ikke nødvendigvis er rettet mod den jeg elsker.

Pga. flertydigheden er det vigtigt at præcisere og afgrænse, hvad ordet betyder i forhold til Gud. Det er en relation, der indebærer:

  • en længsel efter
  • afsavn
  • nærvær
  • glæde
  • noget der kan fylde vort liv fuldstændig

En længsel efter Gud hvilket betyder, at jeg ikke har Gud i min hule hånd og heller ikke forstår ham fuldt ud. Det er altså OK at vi ikke forstår Gud. Men længslen indebærer et ønske om at lære ham bedre at kende, og derfor er jeg indstillet på at …

lide et afsavn. Enhver relation, der bygger på kærlighed og ikke blot på tilfredsstillelse af egne behov, indebær afsavn. At kunne give slip på det der fører os bort fra hinanden. At give afkald på noget man virkelig brænder for, for at kunne være der for hinanden. Herigennem opstår …

et nærvær med Gud – et nærvær med Gud, der opbygges gennem bibellæsning og bøn – og ved at tage imod Guds gaver til os f.eks. nåden, tilgivelsen, freden, glæden som Gud rækker til os. Og ved …

en glæde over at Jesus/Gud vil os, bekymrer sig for os. At Gud er opmærksom på den jeg er og ikke hæfter sig ved, hvad jeg kan. At Jesus bekymrer sig så meget for os, ja, elsker os så meget, at han ønsker at det onde, det gudsfjendske skal renses ud, mens det gode, det kærlige skal få magten både i forhold til medmennesket og Gud. Heri kan …

Gud fylde vort liv – ikke således at alt andet bliver ligegyldigt, men således at alt andet får glans af vort forhold til Gud. Om jeg spiser lakrids/hotdog eller er sammen med mine børn, ja, så får det glans og glød ud af mit forhold til Gud.( – Ja, det er lige ved at vi skal synge bordvers inde vi spiser lakrids!!)

Lader vi dette være grundtonen i det første og største bud; at elske Gud, så er vi godt på vej til at leve dette bud.

****

Når farisæerne prædikede Gud, tænkte de ud fra loven og gik ud fra spørgsmålet; ”Hvad skal jeg gøre?” Jeg skal opfylde buddet.

Det første og størst bud peger ikke på lovmæssighed, men peger på ”Hvordan vi er/skal være!” Ordet at elske har ingen lovmæssighed over sig, men bæres af længsel, afsavnet, nærvær, glæde og optagethed. Det er at elske Gud af hele vort hjerte, sjæl, sind – ja, af hele vor styrke – optagethed. Det er at leve buddet.

Ordet ’skal’ kan få os til at tænke på lovmæssighed, pligt og krav. Men vi véd også dybest inde, at kærlighed ikke kan fremtvinges ved et ’skal’ – gennem et påbud. At elske er at leve i en relation, hvor man giver sig selv hen.

At elske Gud er dog frem for alt, at vide sig elsket af Gud i så høj en grad, at vi glad og gerne lever vort liv med ham, spiser vor lakrids med taknemmelighed, favner vore børn, som Guds øjesten, ja, ser os selv som værdsat af Gud og favnet af hans nåde og tilgivelse.
Ja, hviler i Ham.

Amen